# Beretning om Folke-Høiskolen i Rødding

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/beretning-om-folke-h-iskolen-i-r-dding-34272/index.md

Med Hensyn til den naturvidenskabelige Underviisning i Almindelighed maae bemærkes, at jeg ingenlunde, selv i min dristigste Forventning om Bondestandens Modtagelighed for Naturvidenskaberne, i Begyndelsen turde vove at give mine Foredrag den Udstrækning, som de efterhaanden have faaet og som den stigende Videbegjærlighed og udholdende Iver hos Eleverne ansporede mig til at give dem. Elevernes Interesse for disse viste sig ingenlunde allene der, hvor Naturvidenskaberne oplyse deres specielle Fag eller hvor Hensyn til Nytten for Livet var fremherskende, men ligesaavel der, hvor kun den aandelige Videbegjærlighed kunde søge Næring. Naturligviis kunde ikke alle med lige Lethed følge disse Foredrag, men at de i Almindelighed blev rigtigt opfattede og forstaaede, fik jeg uden egentlig Examination Kundskab om, deels ved engang for alle at tillade Afbrydelse i Foredraget ved Spørgsmaal, som ikke sjelden benyttes, deels derved at Eleverne henvendte sig til mig om Aftenen for at faae Oplysning om det, der ikke var bleven dem fuldkommen klart. Men uagtet Interessen for de Dele, som ikke umiddelbart anspore ved Nyttens Øiemed, viste sig større end jeg turde vente, saa er jeg dog bleven fuldkommen bestyrket i den Anskuelse, at man ved en Folke-Høiskole som denne, i Almindelighed igjennem Anvendelsen bør vække og vedligeholde Interessen og bibringe Kundskaben til Videnskaben selv, og at man, saavidt mueligt, bør hente Exemplerne fra den Kreds af Phænomener, som er Landmanden bekjendt.

Den fuldstændige Mangel paa passende Lærebøger nødte mig til, paa Elevernes indstændige Opfordring, at dictere Hefter, hvilket vel er meget tidsspildende, men dog ogsaa giver Leilighed til udførligere at udvikle og opklare mange Punkter.

Den i høi Grad opmuntrende Opmærksomhed og stærkt udtalte Glæde, som de unge Mennesker af Bondestanden have viist ved ethvert Lys, som Naturvidenskaberne i saa rigt Maal ere i Stand til at udbrede over deres Fag; den Iver hvormed de søge Hjelpemidler til senere at fortsætte og udvide Kundskaben til dem, afgiver det bedste praktiske Beviis for, hvor meget Underviisningen i Naturvidenskab her er paa sin Plads. Den bør aldrig mangle ved en Bondehøiskole eller en Agerdyrkningsskole, selv hvis man ved disse blot tænker sig Agerbruget som den eneste Gjenstand for deres Virksomhed.«

4. ~Underviisningen i Modersmaalet~ maae vi ogsaa særskilt omtale med nogle Ord, da vi ansee den for at være ligesaa vigtig som den af Mange er forsømt og misforstaaet. Man synes ikke at indsee, at der i Grunden slet ikke kan være Tale om Oplysning, i det mindste ikke hos Folket, uden igjennem Modersmaalet. Om vi end kjende noget til et andet Sprog, saa er Modersmaalet dog ikke allene det eneste, vi rigtig forstaae, saaledes at vi begribe og føle Betydningen af ethvert Ord; men vi formaae ogsaa kun fuldeligen at sympathisere og være enige med dem, der ere vore Landsmænd og have samme aandelige Natur som vi: kun af dem kunne vi erholde Noget, som kan blive vort Eget, som i aandelig Forstand kan blive til Kjød og Blod i os. Det er altsaa ikke allene det eneste Sprog, hvori vi rigtigt kunne udtrykke, hvad der lever og bevæger sig i os, Tanker eller Følelser, men ogsaa det eneste, der kan skaffe os vor rette aandelige Næring. Underviisningen i Modersmaalet maa derfor baade lære os at tale, læse og skrive rigtigt. Men sædvanlig beskjeftiger man sig formeget med det sidste, for lidet, med Læsning og slet ikke med Talen. Det er som om man ansaae det for ligegyldigt, hvor daarligt man kom fra at tale eller læse, naar kun Det, man satte paa Papiret, tog sig godt ud. Dette gjør man nu vel næppe; men man beroliger sig rimeligviis ved den Forestilling, at ethvert Menneske kan tale, og at Enhver, som har »lært at læse«, kan læse. Men denne Forestilling er falsk, hvis man ved at tale mener: at udtrykke sig tydeligt og bestemt, og ved at læse mener: ikke blot med Øinene at overfare eller med Munden fremsige de Ord, som staae i Bogen, men tillige baade selv forstaae Ordenes Mening (forsaavidt Indholdet ikke overstiger vore aandelige Kræfter) og oplæse dem saaledes, at det bliver let for Tilhørerne at fatte den. Naar man undtager dem, der have faaet en videnskabelig Dannelse eller som høre til de meget dannede Kredse, saa findes en saadan Færdighed kun enkeltviis hos den borgerlige Stand i Stæderne og sjelden; i Bondestanden paa Landet næsten aldrig. Vi kunne tale af Erfaring; thi i Rødding Høiskole ere Elever fra mange Egne og flere af dem ere af Naturen gode Hoveder, ja nogle endog vante til Læsning, og dog have vi ikke havt et eneste Exempel paa, at de i Ordets ovenfor angivne Betydning kunne læse eller tale. Naar de skulle læse op af en Bog, falder det dem slet ikke ind, at de have Lov til at udtale Ordene saaledes som de ere vante til at udtale dem ved mundtlig Samtale (vi mene naturligviis ikke deres særegne provinsielle Dialect; thi den veed Bonden saavel i Slesvig som andensteds i Danmark godt at moderere, naar han taler med dannede Folk) de troe, at Ordene skulle udtales nøiagtigt efter Bogstaverne, og dette tager deres Opmærksomhed saa meget i Beslag, at de ikke tænke paa Meningen, naar Sætningerne ikke ere særdeles korte eller simple. De miste saaledes mere eller mindre det Udbytte, Læsningen skulde give dem. Og idet de ikke ere i Vane med altid at følge Tankegangen, kan de naturligviis heller ikke læse med den rette Betoning, d. v. s. fremhæve de Ord eller Stavelser, som skal fremhæves, for at hele Sætningens Betydning kan komme klart for Dagen. Tilhørerne maae derfor ofte gaae glip af Meningen.

Det kostede i Begyndelsen ikke liden Umage, at faae deres gamle Læsevane overvundet og bringe dem i en ny og rigtigere, tildeels fordi baade Eleverne og endnu mere Andre hjemme fandt det besynderligt og upassende at anvende den Tid til at lære voksne Mennesker at læse, som efter deres Tanker burde anvendes til Skriveøvelser; men Tid efter anden begynde de at føle, at de ved at øve sig i at læse forstaaeligt og naturligt aabne sig Adgang til Modersmaalets Litteratur, som ellers vilde være lukket for dem og som dog er det rige Skatkammer for deres Dannelse og aandelige Livs Næring. Og efterhaanden som de indsee den umaadelige Vinding, som det er baade for dem selv og Andre, at kunne læse rigtig i Bog og læse godt for, gaaer det heller ikke mere saa langsomt med at lære det. Ja de Klogere begynde endog at erkjende, at det første nødvendige Skridt, for at de kunne lære at føre en god Stil, er Øvelse i at læse velskrevne Bøger, og Enkelte kunne derfor ogsaa nu finde det rigtigt, at de ikke straks, naar de komme paa Høiskolen, sættes til at udarbeide Stile og Afhandlinger, hvilket Fordom og Forfængeligbed sædvanlig bringe dem til at hige efter. Erfaringen her lærer, at »Flors Haandbog i den Danske Litteratur« ingenlunde er dem for høi, naar man kun, som man bør, tillige benytter Bogens Indhold som Stof til alle Slags Betragtninger og Oplysninger. Saaledes at anvende ~Læsetimerne i Modersmaalet~ til at øve dem i og vænne dem til, Intet at læse uden at ville forstaae Meningen deraf, og i at læse det saaledes op, at denne Mening ogsaa bliver let at forstaae for Tilhørerne, og endelig til at dvæle ved Indholdet selv, som de dog, da Stykkerne aldrig høre til det blot videnskabelige Fag, med nogen Hjelp maae kunne fatte, er unægtelig langt gavnligere og interessantere, end blot at lære dem, hvad der er Subject, Prædicat og Object, om Ordet er et Substantiv eller Adjectiv o. s. v., hvilket, om end ikke ganske unyttigt, i det mindste ikke for Alle kan være til synderlig Gavn eller Morskab.

Med Øvelserne i at ~tale~ er det hidtil gaaet langsomt, ikke fordi vi ansee det for mindre vigtigt, men fordi Tiden ikke har villet strække til og fordi der i denne Henseende allerede udrettes meget, hvor de daglig høre gode frie Foredrag af deres Lærere og hvor mundtlig Samtale med disse og med hverandre indbyrdes om mange forskjellige, for dem selv vigtige og interessante, Gjenstande idelig finder Sted.

Angaaende ~Skrive-Øvelserne~ have vi, foruden hvad der ovenfor er bemærket, intet Særdeles at tilføie, da vi omtrent følge samme Methode, som de fleste andre Steder er brugelig.

5. En Ting, hvori Rødding-Høiskole ogsaa er forskjellig fra de sædvanlige Læreanstalter er, ~at der ikke er fastsat nogen bestemt Tid for Elevernes Ophold paa samme~. Dette medfører vistnok adskillige Ulemper, hvoriblandt de økonomiske dog maaskee ere de største. Men deels stod det ikke i vor Magt at indrette det anderledes, i det mindste i Begyndelsen, da Indretningen var fuldkommen ny og ubekjendt, Forventningerne selv hos vore Venner kun ubetydelige og vore Modstanderes Anstrængelser for at holde Elever borte meget heldige, deels staae vi endnu i den Formening, at Eleverne baade i aandelig og moralsk Henseende have bedst af, ikke at være tvungne til at være her længere end de have Lyst til. Den oprindelige Plan er anlagt paa to Aar, saaledes at i den Tid Det kunde blive tilendebragt, som vi havde meent at ville foredrage, fordeelt paa fire Halvaar, hvori dog hvert Cursus skulde udgjøre noget Selvstændigt for sig. Men Erfaringen har lært, at paa saa lang Tid har Ingen villet binde sig, og at Eleverne hidtil kun have indmeldt sig for et halvt Aar, ligesom det især er Vinteren, de ville benytte hertil. Af de 20-22, som den første Vinter besøgte Høiskolen, gik de 12 bort om Foraaret; men de 10 havde dog faaet saa megen Lyst til at fortsætte den begyndte Uddannelse, at de bleve Sommeren over, og disse ere samtlige forblevne her i Vinter, rigtignok med den Bestemmelse, til Foraaret at drage herfra. Om dette nu virkelig vil skee, ligesom og hvormange af de i sidste November ankomne Elever der ville blive her i Sommer, vide vi endnu ikke, da de sædvanlig først kunne faae sig bestemt i det sidste Øieblik. Skjøndt det har staaet Enhver frit for at forlade Høiskolen i Halvaarets Løb, naar han lystede (paa hvad Maade skulde vi ogsaa holde Nogen tilbage, som ønskede at forlade os?), saa er dette dog kun skeet af To eller Tre af dem, der ikke boede i Elevhuset, enten for Sygdoms og Svageligheds Skyld eller fordi de, som Haandværkere, ikke længer kunde være borte fra Hjemmet.

Hvorledes det iøvrigt i Fremtiden vil stille sig med denne ubestemte Skoletid, tør vi ikke forudsige. Det var jo let at gjøre til fast Regel, at Ingen blev optagen i Elevhuset uden at han betalte for et halvt Aar, enten han saa blev dette til Ende eller ei, og at Ingen fik Tilladelse til at bivaane Underviisningen uden for en vis Betaling, som Brug er alle andre Steder. Men med Hensyn til det sidste, saa gribe vi nødig til dette Middel, før Høiskolens financielle Forfatning tvinger os dertil, fordi den frie Adgang til Oplysning ene borger for, at den kommer der, hvor den egentlig hører hen, nemlig til Enhver, som besidder Lyst og aandelig Evne til at modtage og bruge den. Og hvad Betalingen for et halvt Aar ad Gangen angaaer, da ville Forholdene maaskee bringe os til at indrette maanedsviis Ophold paa Høiskolen, da de unge Mennesker ofte have overordentlige Vanskeligheder at overvinde for om Sommeren at erholde Tilladelse til Opholdet paa Høiskolen, fordi Forældrene ikke kunne, eller troe ikke at kunne undvære deres Sønner paa denne Aarstid fra Avlsbruget. Det er ogsaa vel mueligt, hvad der hverken vilde være unaturligt eller uønskeligt, at Sommeren for flere af de unge Mennesker selv har noget Lokkende til Hjemmet, og da Folkets, især Bondestandens, Vel er det eneste Maal for Høiskolen, ligesom det allene er Menneskekjærlighed og Patriotisme der har grundlagt den, saa kunne vi ikke ønske nogen anden Bevæggrund for Elevernes Ophold paa Høiskolen end deres egen frie Drift og Erfaring om hvad der præsteres. Hvis det ikke var Lysten, som hidtil havde holdt dem her, saa vilde deres, i det Hele taget, ualmindelige Fremskridt i alle Stykker ei lade sig forklare.

Man skulde vistnok troe, at det Meget, som Sommerhalvaaret kan tilbyde fremfor Vinterhalvaaret, især for Landmanden, maatte have noget særdeles Tillokkende for Mennesker af den Stand; men det er ikke Tilfældet. Uagtet vor Høiskole er et ligesaa fuldstændigt og lærerigt Agerdyrknings-Institut som noget andet her i Landet (angaaende Herr Krarups theoretiske og praktiske Underviisning i de egentlige Landvæsensgjenstande have vi særskilt indsendt en Beretning til det Kgl. Landhuusholdnings-Selskab), saa er det ikke denne Deel af Underviisningen, som vore Elever sætte mest Priis paa. Grunden er vel den, at de ikke høre til Tjenesteklassen og ville ikke oplæres til at være Avlskarle, ere ei heller Mennesker af Stand, der tænke paa at komme til at drive Landvæsenet i det Store, men ere i Almindelighed velhavende Gaardmandssønner, der troe at besidde tilstrækkelig Forstand paa og Øvelse i det praktiske Landvæsen, og at de i al Fald, naar de først her ere blevne aandelig vakte og dannede, nok kunne forskaffe sig det Manglende selv. Er der endog noget Sandt i denne Mening, som er temmelig rodfæstet baade hos Unge og Gamle, saa er der dog tillige meget Falsk; men derom maa Erfaringen overbevise dem, og da vil upaatvivlelig Høiskolen ligesaa fuldt blive besøgt om Sommeren som om Vinteren.

6. Med Hensyn til ~Vedligeholdelsen af Orden og Sædelighed er det for en Deel overladt til Eleverne selv at sørge derfor~. I Underviisningstimerne, naar Læreren er tilstede, falder Sagen saa at sige af sig selv. Men udenfor Skoletiden opholde 32 unge Mennesker sig i een og samme Bygning, i Elevhuset. Her er det da af største Vigtighed, at Enhver, saavidt mueligt kan have Fred og Ro til at arbeide for sig selv, men tillige at de kunne have godt af hverandres Selskab, med andre Ord, at de kunne have saa megen Fordeel og saa liden Skade af deres Samliv som mueligt. Og skjøndt Høiskolen hverken har paataget sig eller vil paatage sig noget Ansvar for deres Moralitet, saa følger det dog af sig selv, at den, saavidt den formaaer, vaager over Sædelighed og at en god og anstændig Tone kan blive herskende imellem dem. Det var derfor nødvendigt, at visse Bestemmelser, saavel Fordringer som Forbud, bleve gjort gjeldende for Alle. Men det var klart, at Eleverne selv maatte bedre vide, hvilke Bestemmelser der burde tages, end Forstander og Lærere, der i ingen Henseende befinde sig i Elevernes Stilling. For altsaa at benytte denne Elevernes bedre Indsigt, og for tillige at tilintetgjøre den Opposition, der hos Undergivne saa ofte næsten af sig selv viser sig imod de Foresattes Befalinger, og derimod forskaffe sig deres egen Medvirkning til Lovenes Overholdelse, blev det overladt dem selv at forfatte de Love, som de ansaae for nødvendige og tilstrækkelige til at vedligeholde en god Aand og Tone imellem dem og til at sikkre enhver af Elevhusets Beboere den fornødne Ro og Fred til at kunne arbeide paa sit Værelse. Et saadant Udkast blev altsaa forfattet af nogle af Eleverne, gjennemseet og approberet af Forstanderen, og derpaa i dennes og Inspectors Overværelse debatteret og vedtaget i en Forsamling af samtlige Elever. Vi ville afskrive disse Love, da det maa interessere Enhver, som vil vide nøiere Beskeed med Anstaltens Væsen, at kjende dem. (See Bilaget.)

Foruden disse Love, hvis Overholdelse Eleverne selv have at sørge for, er det naturligviis en almindelig Lov, at samtlige Beboere af Elevhuset ere forpligtede til øieblikkelig Lydighed ei allene imod Forstanderens, men ogsaa imod Inspectorens Befalinger, hvor en af disse skulde see sig foranlediget til at gjøre Brug af sin naturlige Politimyndighed. Men dette Tilfælde er hidindtil ikke indtruffet. Det er nu fire Maaneder at dette Samliv har fundet Sted, og i al denne Tid har der hersket en meget god, ja vi kunne, med Hensyn til deres Stand og Opdragelse, uden Overdrivelse sige, en smuk Tone imellem dem. Om den Omstændighed, at Eleverne selv have udkastet de hertil gjeldende Bestemmelser og ere pligtige til at opretholde dem, har bidraget noget hertil, tør vi, skjøndt tilbøielige til at troe det, vel ikke paastaae, da det mueligen kunde have sin Grund i andre Omstændigheder, ligesaalidt som vi ere istand til at indestaae for, at denne gode Tone altid vil kunne vedligeholde sig iblandt dem, men at den hidindtil har hersket og fritaget baade Forstander og Inspector for de Vanskeligheder og Ubehageligheder, som maatte befrygtes i saa Henseende at være nødvendigen knyttede til deres Embeder, det er ganske vist, ligesom og at der i Forholdene, naar Nyheden og Friskheden undtages, ikke ligger noget Særegent, som mere nu end i Fremtiden kan frembringe det omtalte heldige Resultat. Thi vi have slet ingen Grund til at antage, at de unge Mennesker, som ere komne til Høiskolen, just ere de ypperste Hoveder og de ædleste Karakterer, som findes iblandt den Nordslesvigske Ungdom. De ere fra saa forskjellige Egne og baade i aandelige og moralske Anlæg saa forskjellige at vi ei kunne troe, at Skjebnen hidtil har sendt os fortrinligere Elever end den bestandig vil kunne. Men de ere i det Hele taget unge kun lidet udviklede Mennesker, altsaa heller ikke udviklede til det Onde. Iøvrigt er det ganske interessant at lægge Mærke til, hvorledes de have følt Uleilighederne ved deres constitutionelle Forfatning, om vi saa maae kalde det, hvor vanskeligt det falder dem baade at føre Scepteret og at underkaste sig Lovene. Oftere have de havt Lyst til at forandre dem, men have ikke kunnet blive enige. Et Par Gange har det været et Ønske, at Magten blev afgivet i Forstanderens Hænder. Men denne, som baade fandt Indretningen gavnlig som en Øvelse til deres tilkommende communale og borgerlige Liv, og tillige vilde være fri for et saadant Regiments evige og utaknæmmelige Byrder og Ansvar, søgte ved saadanne Leiligheder kun at stille dem deres Mellemværende i det rette moralske og retlige Lys, og efter en lille Opmuntring af ham, deels i Skjemt, deels i Alvor, vendte de da atter trøstig tilbage til deres Stilling som hinandens Øvrighed og Undergivne. Resultatet er nu blevet, at de efterhaanden have levet sig ind i Forholdene og befinde sig for Øieblikket meget vel derved. Overholde de end ikke altid med den største Strenghed enhver Paragraph i deres Lovbestemmelser, saa gjøre de det dog i alle vigtigere Punkter.

~Maaden hvorpaa de udfylde deres Fritid~, d. v. s. den Tid de ikke ere i Skolen, er overladt til dem selv. Indtil Aftensmadstiden henved Kl. 8 have de i Almindelighed studeret, d. e. forberedt sig til den følgende Dag, afskrevet efter Andres Hefter, efterlæst hvad i Timerne er foredraget, eller og læst i Moerskabsbøger (Høiskolens Bibliothek er ikke just daarligt, men kunde godt trænge til Hjælp), gjort hinanden Besøg, spillet Skak, eller spadseret. Efter Spisetiden til Kl. 10 forblive Lamperne tændte i Spisesalen; det staaer da til dem selv, om de vil blive sammen og hvormange af dem der vil blive, for at øve sig i og more sig med Musik eller Dands eller paa lignende Maade, eller for at læse Aviser (hvorpaa de i Almindelighed ikke ere meget hidsige). Endeel af dem have dannet en Sangforening, og i disse Dage er en Skydebane bleven færdig, ved hvilke Øvelser der naturligviis vil blive sørget for den fornødne Forsigtighed. Hver anden Søndag Formiddag, naar her i Byen er sidst Gudstjeneste, har i Vinter Forstanderen forelæst dem en Prædiken, hvortil Sangforeningen har sunget Psalmerne. Om Søndag Aften har han forelæst dem af Holbergs, Øhlenschlægers og Heibergs dramatiske Værker, hvorpaa de sætte stor Priis. Fastelavns Mandag opførte de Holbergs »Stundesløse« til deres egen overordentlige Morskab. I det Hele ere de næsten altid glade og fornøiede.

Bilag.

Elev-Foreningen paa Rødding Høiskole.

Foreningens Formaal.

§ 1. Foreningens Hovedformaal er: at vække og vedligeholde en god Aand og en sømmelig og anstændig Tone hos Eleverne.

Foreningens Organisation.

§ 2. Foreningen har en Formand, en Viceformand, en Secretair og en Kasserer. Alle disse Embedsmænd vælges med Stemmefleerhed paa Generalforsamlinger. Formanden og Viceformanden vedblive i to Maaneder; Secretairen og Kassereren kun i een.

§ 3. Formandens Forretninger ere: I) saa vidt muligt til enhver Tid at vaage over at Foreningens Bestemmelser overholdes; II) at afgjøre, i det mindste foreløbig indtil en Generalforsamling kan afsige en endelig Dom, alle Medlemmernes Mellemværender, være sig Tvivl eller Strid, naar de henvende sig til ham; III) at lede Forhandlingerne paa Generalforsamlingerne.

§ 4. Secretairen skal i en dertil indrettet Protokol antegne enhver Forseelse, som anmeldes for ham, samt vedføie den derfor lovbestemte Pengebøde. Indrømmer den Anklagede for Secretairen Klagens Rigtighed, saa bemærkes dette strax i Protokollen; nægter han derimod, bringes Sagen snarest muligt for Formanden. Protokollen har Formanden til enhver Tid Ret til at forlange til Eftersyn.

§ 5. Kassereren indkræver ved Enden af hver Maaned de i sammes Løb forfaldne Pengebøder, og opbevarer dem i en Kasse, som Formanden til enhver Tid kan forlange at eftersee. Ved enhver Generalforsamling skal Kassereren være istand til og paa Forlangende forpligtet til at aflægge Regnskab for Kassens Behold.

§ 6. Kassens Behold anvendes efter Generalforsamlingens Bestemmelse til samtlige Medlemmers Bedste.

§ 7. Generalforsamlingen, der har den høieste Magt, kan og bør afsætte Formanden, naar han overbevises om at have været partisk, eller meget forsømmelig i at varetage sine Pligter; Secretairen, naar han nægter at antegne i Protokollen nogensomhelst angiven Forseelse; og Kassereren, naar han har været uredelig.

Almindelige Lovbestemmelser.

§ 8. Da Høiskolens Elever maa ønske at befordre Modersmaalets Forædling og Værdighed, saa vedtage vi: at vi saavel i Skolen som udenfor samme indbyrdes ville tale vort danske Modersmaal saa reent og rigtigt som muligt, d. v. s. saaledes som Lærerne tale det.

§ 9. I Skolen skal Formanden vaage over Roligheds og Ordens Opretholdelse, og Den eller De, som ei ville efterkomme, hvad han til denne Hensigt paabyder, skal bøde 1 ß Cour. Protesterer Vedkommende og kan ei heller siden enes med Formanden derom, saa bedømmes og afgjøres Sagen paa næste Generalforsamling.

§ 10. Angaaende Roligheds og Ordens Opretholdelse i Elevhuset bestemmes, at der baade Morgen og Aften indtil Spisetiden skal herske ubetinget Rolighed, saavel paa Gangen som i enhver Stue særskilt. Fra Spisetiden om Aftenen indtil Kl. 10 kan Enhver i Spisesalen og paa sit Værelse more sig som han vil indenfor Anstændighedens Grændser. Dog bør Gangen blive fri for Støi og Uorden. Efter Kl. 10 indtræde Roligheden igjen.

Den, som i den vedtagne Rolighedstid ved Nogens Støi og Larm, finder sig forstyrret i at kunne arbeide, kan lade Vedkommende antegne hos Secretairen. Pengebøder for en saadan Rolighedsforstyrrelse er 1 ß Cour.

§ 11. For at opretholde Orden og gode Sæder ved de fælles Maaltider, har Formanden i Spisesalen under Spisetiden samme Myndighed som i Skolestuerne. I Spisesalen, som tillige er vor almindelige Forsamlingsværelse, forpligte vi os til ikke at ryge Tobak.

§ 12. For at banlyse al uanstændig og forargelig Banden og Sværgen fra vor Kreds, fastsættes en Pengebøde af ½ ß Cour. for enhver Ed, udtalt i Spøg eller Alvor, saavel i Skolen som udenfor samme.

§ 13. Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaaer første Slag, erlægger en Bøde af 4 ß. Gjenslaget er frit.

§ 14. For at have brugt ærekrænkende Skjeldsord bødes 1 ß Cour. for hvert. Vidner bestemme, hvorvidt slige Ord maa ansees for ærekrænkende eller ikke.

§ 15. Hvis Nogen, som er bleven anklaget for at have forbrudt sig mod ovenstaaende Bestemmelser, paastaaer at være uskyldig, og Anklageren ikke formaaer ved Vidner at bevise sin Beskyldning, saa skal Anklageren selv udrede den for Forseelsen fastsatte Pengebøde. Dog fritages Formanden, hvem den Pligt paahviler at opretholde Orden og Ro i Skolestuen og under Maaltiderne, fra at erlægge den omtalte Bøde ved en saadan mulig feilagtig Beskyldning.

Saaledes eenstemmig vedtaget af samtlige Høiskolens Elever.