# Anno 7603: Skuespil i 6 Acter ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/anno-7603-skuespil-i-6-acter-48962/index.md Himlen være lovet! meget bedre, men Feber føler jeg endnu i Kroppen, og er ligesaa mat, saa mat, saa det er en grue. Frøken Doctor, torde jeg vel vove saa strax at tage hiem? Julie. _(føler hans Puls.)_ Bevare os! ikke paa et Korteer endnu. Tredie Raadsherre. Saa gid det Korteer da var forbie! og jeg laae i min Seng! For deres Umage skal min Kone forskylde dem, naar de vil giøre os den Ære at besøge os. Julie. O! det kan altid finde sig; men det var dem nok tienligt, at de tog dem lidt Motion her i Salen. Tredie Raadsherre. _(forsøger at reise sig.)_ Au! jeg kan ikke engang reise mig, end sige gaae. Julie. _(føler hans Puls.)_ Ja de er virkelig haardt angreben, men en smule Motion vil vist giøre en ønskelig Virkning. _(til Betienten)_ Vær saa god at tage Herren under Armen og gaae lidt om med ham. _(Betienten tager ham under Armen. Patienten giver sig ynkelig og med megen Møie og Lempe bringes paa Fødderne, og lader sig, som en Krøbling, lede omkring af Betienten.)_ Femtende Scene. En Pige. De Forrige. Pigen. _(til første Raadsherre.)_ Deres Frøken Søster, Lieutenant Ingeborg er styrtet med sin Hæst, og har brækket sin Arm. Første Raadsherre. Der har man et nyt Beviis paa, hvad utidig Forvovenhed kan foraarsage. _(til Julie)_ Vil De umage Dem hen til hende, Frøken Doctor? Julie. Jeg beder om Forladelse. Det er ganske uden for mit Fag, ligesom Deres Høiviisheder ikke ere Dommere uden i de finere Sager, saa er jeg ikke Doctor uden i de finere Sygdomme. Første Raadsherre. _(til Pigen)_ Har min Søster faaet Doctor? Pigen. Ja, Regimentsfeldskiær Maren er hos hende. Første Raadsherre. Ja, saa siig hende fra mig, at det giør mig meget ondt, at hun er kommen i den Uleilighed. _(Pigen gaaer)_ Nu maae hun dog sande mine Ord, at en overdreven Dristighed fører Folk i Ulempe. Sextende Scene. En Pige i Liberie. De Forrige. Pigen. _(til Første Raadsherre)_ Herre! Deres Melampe har faaet Been i Halsen. Første Raadsherre. Jeg ulyksalige! _(han græder.)_ Tredie Raadsherre. Det er ret en Tycho Brahes Dag i Dag. _(Klokken slaaer, de staae alle op)_ Meener Frøken Doctor, at jeg tør driste mig udi Kareten? Julie. Har de langt at kiøre? Tredie Raadsherre. Ja temmelig langt, til fierde Huus herfra. Julie. Ja det vover de ikke meget ved, naar de allene holder Karetvinduerne lukkede. Tredie Raadsherre. Ja Himmelen bevare mig fra andet. _(til fierde, med sygelig Stemme.)_ Hvad skader dem? De seer saa ilde ud? Fierde Raadsherre. Jeg vil sige dem reent ud, som det er. Jeg var i Aftensangen i Gaar; men jeg forsikrer dem helligen paa, at jeg ikke fik Blund paa mine Øine den hele udslagene Prædiken igiennem. Det har ikke hændt mig i de sidste otte Aar. I Begyndelsen følte jeg ingen Uleilighed deraf; men jeg mærker at det kommer efter. Julie. _(leer afsides)_ Ja, Vanen er den anden Natur, og Uorden i den anden Natur er næsten ligesaa farlig som Uorden i den første, som Hypocrates anmærker og beviser i sin 5te, 6te og 7de Foliant. Anden Raadsherre. _(til sine Colleger.)_ Bevar os, hvor hun har megen Lærdom! Julie. Jeg vil curere Deres Høiviished med nogle Draaber. _(til Betienten)_ Bring et halvt Glas reent Vand. _(Betienten gaaer og kommer igien med Vand, Julie vender sig til Siden, og lader som hun af sin Eaudelavande-Flaske kommer Draaber deri)_ Det smager som det bare klare Vand. _(til Patienten)_ Men de vil vist finde god Virkning deraf. _(hun leverer Glasset til Patienten som drikker.)_ Fierde Raadsherre. _(puster.)_ Det gav Lise. Himlen velsigne dem Frøken! jeg er, saa sandt jeg lever, næsten ganske restitueret. Første Raadsherre. _(til Julie.)_ De er nok ikke fød her i Landet? Julie. Nei, mange hundrede Mile herfra. Anden Raadsherre. Det er bedrøveligt, at Fremmede skal saa langt overgaae os i alle Ting. _(til Patienten)_ En af vore Doctore havde vist ladet dem pines i mange Dage. Tredie Raadsherre. _(til Julie.)_ Forlade min Synd; jeg vilde selv næsten ønske, jeg havde haft det Uhæld ikke at have sovet under Aftensangen, for at nyde den Lykke at blive cureret af dem. Julie. Jeg takker erbødigst for Complimenten. Men tør jeg spørge, hvorfor de ikke heller sover hiemme. Patienten. Det vilde ansees for den gemeeneste Uanstændighed her i Landet at forsømme Aftensangen, og for lige saa uanstændigt ikke at sove under den. Jeg kan ikke sige, hvor jeg skammede mig over min Aarvaagenhed. Julie. _(afsides)_ En kiøn Andagt. _(høit)_ Hvorfor gaaer de da ikker heller i Høimesse. Patienten. Nei der er reent af Brug blant honette Folk i vor Tidsalder. Vores salige Forfædre, som jeg har hørt, sov i Høimessen, men det er nu længe, længe siden gaaet af Moden. Julie. I mit Land gaaer man i Kirke for at opbygges. Tredie Raadsherre. Ligesaa hos os. Julie. Men opbygges de da i Søvne. Anden Raadsherre. Vi Cavalierer sover, og opbygges ikke, men Damerne og Pøbelen vaager, og opbygges. Julie. Men hos mig vaager baade Cavalierer og Damer. Første Raadsherre. Ja hvert Land har sin Skik. Patienten. Gid jeg havde været i deres Land i Gaar, saa havde jeg ikke været nær død af Skamfuldhed. Tredie Raadsherre _(til Julie.)_ Hvad en vel opdragen Cavalier er blant os, seer ved sin Ankomst i Kirken strax efter om der er opkommen nye Moder, giver et Vink til Fruentimmer af nøie Bekiendtskab, og naar han dermed er færdig, sover han til hans Kammerpige kommer og vækker ham, for at sige ham, at Prækenen er ude. Julie. Maaskee deres Præster prædike slet. Siette Raadsherre. Nei vi have ypperlige Mænd. Fierde Raadsherre. Det er just Ulykken den. Det var min i Gaar. Femte Raadsherre. Naar man af Glemsomhed er agtpaagivende for længe, saa farvel Søvn! Tredie Raadsherre. Ja naar man af Uforsigtighed har glemt at tage Bomuld i Lommen, saa staaer man virkelig meget stoer Fare. Julie. Men siden deres Præster ere gode, hvorfor høre de dem da ikke? Anden Raadsherre. O Himmel hvor kan de tale saa? Bevare baade mig og hver ægte Kavailler fra den Skam! Første Raadsherre. _(peger paa Patienten.)_ De seer, hvordan den Hr. Kollega er faren baade paa Siæl og Legeme. Stakkel! han har, desværre, alt for stor Aarsag til at være saa. Men mine Herrer, Klokken er mange. Fierde Raadsherre _(til Julie.)_ Behager Frøkenen at spise Suppe med mig? Julie. Jeg takker ærbødigst, jeg spiser til Middag hos Jens Skoeflekkers. Anden Raadsherre. Det maae de takke Krandsen for. Ha, ha, ha. Tredie Raadsherre. Ja den Jens skal være en stor Nar efter Krandse. Femte Raadsherre. Lad os gaae, mine Herrer, hiem at spise og samle nye Kræfter til at udholde nyt Slæb i Morgen. Julie. Ja jeg maae tilstaae, de har et møisommeligt Embede? Anden Raadsherre. Og det Dag ud og Dag ind. Tredie Raadsherre. Og alt, hvad vi fortiener derved er nogle visne Skillinger til Knappenaale. Siette Raadsherre. Vi arbeide for at tiene et uskiønsomt Publicum, og arbeide os gamle for Tiden. Men det er Tid at gaae. _(De gaaer.)_ Femte Act. Første Scene. i Skoeflikkerens Huus. To fremmede, Julie, de fire Poeter sidde om et Bord, hvorpaa staaer en Ølkande, en Flaske og et Glas. De spise i Taushed, Poeterne graadigen, og naar de kommer til at tale, tale de med Maden i Munden, Grete Skoeflikker kiger frem af en Culis, hvorfra hun ei sees eller høres af de andre. Grete. _(sagte pegende paa sin Mand.)_ Det vidste jeg nok min Mand, at du vilde holde Giestebud, da jeg bildte dig ind, at jeg skulde spise paa Landet. Jens. I maae ikke tage ilde op I gode Venner, at jeg kun giver Erter og Flesk og røget Kiød. Første Poet. Det bedste er godt nok Hr. Patron, det er og en solid og sund Føde, den har man længst godt af. Jeg kan desuden nok begribe, at Hr. Patronens Kone ikke under dem mange Penge at raade over i hendes Fraværelse at kiøbe ferskt for. Jens. Nei, det veed Himlen; og saae hun mig beværte mine gode Venner, saa var hun i Stand til at blive uartig, hvor tarveligt her end gaaer til. Grete _(sagte.)_ Jeg bliver snart uartig, skal du see. _(hun viser Spandremmen.)_ Anden Poet. De Fruentimmer love meget, naar de frier til os, men naar de først har os i deres Kløer saa -- Tredie Poet. Pyt! Julie. _(til Tredie Poet.)_ Hvor de er lykkelig i at anvende Pyt. Tredie Poet. Ja jeg er saa kiæk, at jeg tør sige, jeg har nogenledes bragt dette Ord i Lyster. Jens. Jeg har ogsaa giort mit dertil. Fierde Poet. De har giort det meste dertil. De ere vores og Vittighedens Patron. Julie. _(til Jens.)_ Nu kan Hr. Patron sige pyt til hele Verden. Første Poet. Ja Pyt til alle Verdener, om der ere flere til. Grete. _(sagte.)_ Jeg har dog nogle Løier af at høre paa det Pølsesnak. Julie. _(til Jens.)_ Under deres Beskyttelse er Pyt bleven stoer og de udødelig ved Pytten. _(sagte)_ Man skal hykle for sin Mæcenas, især naar han er dum. Jens. Aberbos, vi talte nyelig om min Kone. Troer de, hun skiønner paa mine Fortienester i de artige Videnskaber? Tredie Poet. Nei, ellers kunde hun aldrig være uartig mod dem. Grete. _(sagte.)_ Jeg skal strax være uartig mod jer allesammen. Første Poet. Man roser hende just ikke paa de Steder i Byen, hvor jeg kommer. Grete. _(sagte.)_ Maaskee de ikke vide der, at jeg er til engang. Julie. Man skal ikke troe, hvad Folk snakker. For Exempel den Historie om den Sølvskee, som blev savnet i Kiøkkenet hos en fattig Kokkedreng strax efter at han havde betalt Grete Skoeflikker for et Par nye Hælflekker. Jens. Det var godt sagt, ha, ha, ha. _(hans Mave disser af Latter.)_ Grete. _(sagte)_ Jeg rammer jer siden got Folk. Den leer best, min lærde Mand, som leer sidst. Jens _(til Julie.)_ Frøkenen spiser jo intet? Smager det hende ikke? Julie. Jeg har intet smagt; thi sandt at sige, saa har jeg slet ingen Apetit. Jeg takker Hr. Patron lige saa hiertelig, som om jeg havde spiist. Grete. _(sagte.)_ Det Fruentimmer er ingen ret Poet, og beskiemmer sin Krands. Jeg kan godt lide hende paa Sølvskeen nær. Jens. _(Tager Ølkanden)_ Singot. _(han drikker og byder Julie den, som rekker den til sin Naboe, Tredie Poet)_ Hvad nu, de hverken spiser eller drikker? Julie. Den Glæde at nyde deres Sælskab har ganske betaget mig Lyst dertil, og skulde jeg nyde det daglig, troer jeg sikkert, at jeg kom til at døe af Hunger og Tørst. Jens. Jeg siger tusend Tak. Hvad det dog er en Glæde at høre fornuftige Folk tale. Grete. _(sagte.)_ Som giør Nar af dig i dine aabne Øine. Tredie Poet. _(med Kanden i Haanden bukker for Jens.)_ Længe leve Mæcenas! _(han drikker.)_ Jens. Nu har jeg glemt hvad det Ord Micinas vil sige. _(Fierde Poet betænker sig paa Svar forgieves.)_ Julie. Det er en stor Mand, som beskytter Videnskaberne og deres Dyrkere. Grete. _(sagte.)_ Nei, det er en Nar, som giver Kieltringer Erter og Flæsk. Jens. Jeg beskytter dem efter min Evne, og mere vilde jeg giøre, naar ikke min fordømte dumme Kierling var mig i Veien. Forlade den Soe! Grete. _(sagte.)_ Jeg skal erindre det. Første, Anden, Fierde Poet. _(efter hinanden drikker og raaber.)_ Længe leve Mæcenas. Jens. Men vil de gode Venner ikke spise mere? Alle Poeter. Nei, vi takke Hr. Patron! Jens. Saa en Sopken oven paa den fede Mad _(han tager Glasset og drikker)_ Singot. _(Han rækker Glasset fra sig, de fire Poeter drikker, og raabe efter hinanden:)_ Længe leve Mæcenas. _(Poeterne drikke fulde Glas.)_ Jens. Jeg har ingen Lekkerbisken at byde dem oven paa Maden, men de har desmere at byde mig naar jeg faae høre nogle af deres kiønne Vers. Første Poet. _(langsomt.)_ Guddommelige Finger! Du bortfilerer min Siel. Den trykker sig ud Igiennem Trængsel -- -- Han sover alt. Grete. Det er det første Tegn paa Fornuft, jeg har seet hos ham. Jeg kunde selv sove ind over det Væv, naar jeg ikke var vred. Første Poet. Nu maae vi see at forsyne os med noget til Aftensmad. _(De tage hver, Julie undtagen, et stort Stykke Brød i Lommen.)_ Grete _(sagte.)_ Nei nu gaaer det for vidt. _(hun springer frem)_ I udhungrede Kieltringer, I Dagdrivere. _(De reise sig alle forbausede op)_ Tør I udhungrede Bester bilde jer ind, at I skal leve af en ærlig arbeidsom Kones Sveed. Spinder I sultne Slyngler, fortiener I kun lidt, fortiener I det dog ærligt. _(til første Poet)_ Herfrem, du Skurk! med det Stykke Brød du stial. _(Første Poet forbluffet, trekker Papiret med Brødet op af sin Lomme, og lægger det paa Bordet, Grete jager ham under Slag af Spandremmen ud. Det gaaer de tre øvrige ligedan.)_ Anden Scene. Julie. Jeg har saamen intet Brød i Lommen Madam. Grete. Nei det veed jeg; men giør mig Regnskab for den Snak om Sølvskeen. Julie _(afsides.)_ Himlen bevare mig fra Spandremmen. _(høit)_ Disse Poeter fortalte mig, og bandte derpaa, at de havde hørt for en Vished, at de havde stiaalet en Sølvskee af et Kiøkken. Jeg haver, om jeg selv skal sige det, intet ont Gemyt, og det smerter mig overmaade at høre min Næste fordømmes efter blotte Byerygter, og jeg var bange for at Poeterne skulle besværge deres Bagvaskelse ved Bordet i Nærværelse af de Fremmede. Der har de den hele Sammenheng. Grete. Nu forstaaer jeg dem. Deres hele Adfærd ved Bordet har jeg seet, den gav tilkiende at de var et skikkeligt Menneske og ingen Snyltegiest. Jeg troer dem paa deres Ord, men sig mig, hvor er de kommen i Lav med de Kieltringer, og hvor er de kommen til den Krands. Julie. Poeterne har sat mig den paa. Grete. For Himmelens Skyld kast den pokker i Vold, den er som et lidet Brændemerke paa Panden af dem, som bære den. Julie. Jeg er lystig af min Natur, jeg hørte tale om disse Poeters Naragtigheder, og lod mig krone for at faae des større Anledning til Latter, der ligger Krandsen. _(hun kaster den)_ Farvel Madam. Grete. Farvel Jomfrue, eller hvem hun er, og skye slet Selskab. _(Julie gaaer.)_ Tredie Scene. Grete. Jens. Grete. Nu maae jeg vække Mæcenas. _(hun giver hannem jammerlig Prygl med Spandremmen.)_ Vogn op Patron. Jens. _(skrigende.)_ Hvad pokker er paa færde? Grete. Det er den fordømte dumme Kone, den Soe, som viser sig lidt stødt over, at hun ikke blev buden med til Giestebudet. Jens. Au, au, au. _(han løber ud, Konen forfølger ham med Spandremmen paa hans Ryg, Dækket falder.)_ Siette Act. Theatret forestiller en aaben Mark, som i anden Act. Første Scene. Feen. Julie _leer_. Feen. Hold dog engang op at lee! Fortæl mig hvordan de fine Mandfolk gefalder dig, som du nu har seet. Hvem vilde du Leander skulle blive liig? En af Raadsherrerne eller en af Poeterne. Julie. Himlen bevare mig fra at blive hans, naar han lignede en af disse Byttinger! Jeg er ellers bleven kronet til Poet, men har kastet min Krands og bleven Doctor Medicinæ. Ha, ha, ha, jeg kureerte et ført Mandfolk for Stik af en Syenaal. Ha, ha, ha, jeg har befundet at Mandfolkene her duer ikke uden til at lee af. Feen. Nu kan du see hvordan Mandfolkene blive, naar de blive, jo længere i Tiden, jo mere opdragne til kiælne og pene Junkere. Julie. Hvordan ville da Fruentimmernes Adfærd blive i det Tilfælde, at de bleve frie og martialske opdragne. Feen. Du saae nys Mandfolkene udartede fra at være peene til at være under det qvindagtige, saaledes ville Fruentimmerne udarte fra at være frie og mandige, til at være mandige og brutale, men du maae selv see dem. Gaae derhen, hvor Teltet er, der findes en stoer Hob af dem, og din Leander midt imellem dem. Julie. Skulde jeg troe Leander til sligt. Feen. Gaae saa faaer du see? Jeg maae bort et Øieblik. _(Feen gaaer, Julie vil gaae til Leiren, men møder paa Veien Sergeant Gunild.)_ Anden Scene. Julie. Sergeant Gunild. Gunild. Jeg møder dig ret beleiligt min Moer. Har du Lyst at tiene i Capitain Sophies Compagnie? Hun er den beste Capitain ved det hele Regiment, og hendes Soldatere har det prægtigste Leven i hele Armeen, der skal du faae en smuk Mundering Kamerat, i Steden for den hæslige Narredragt du bær, og Haandpenge til. Julie. _(slaaer op en stor Latter.)_ Jeg trænger ikke til Haandpenge, min Dragt er ingen Narredragt, og jeg er Gud skee Lov ikke jer Kammerat. Gunild. Spot ikke min Søster, du skal blive det med Magt, om du ikke vil med det gode. Tredie Scene. Capitain Sophie. De Forrige. Capitain Sophie. Er det den Pige, hun talte om, Corporal? Sergeant Gunild. Ja Frue Capitain, men hun vil ikke tage Tieneste med det gode. Capitain Sophie. Stoer Sag. Saa lad hende tage den med det Onde. _(til Julie)_ Vil du behandles som Spion eller Løsgienger. Een af Deelene maa du være. Er du Spion, skal du henges; er du Løsgienger skal du tage Tieneste, at vælge det sidste indseer du selv er det raadeligste. Julie. Jeg vælger hverken det første eller sidste; thi jeg er hverken Spion eller Løsgienger. Capitain Sophie. Raisoner ikke Tøs. Corporal! bring hende i Mundering. _(Corporalen tager Julie ved Armen og leder hende ud.)_ Fierde Scene. Capitainen _alene_. De fiendtlige Soldater ligge kun to Mile herfra, de vente maaskee paa, vi skal angribe dem, men siden vores Terrein er fordeelagtig, saa vil vi nok oppebie deres Besøgelse. Femte Scene. En Auditeur. Capitainen. Auditeuren. Frue Capitain! jeg troer Nagerne ere gaaet hiem igien; den udsendte saae dem ikke paa deres forrige Station. Capitainen. Jeg skulde aldrig troe, at de lure sig bag paa os igiennem Skoven. Om saa er, skal de treffe os vaagne. Auditeuren. Synes Capitainen det er værdt at holde nogen ordentlig Krigsret over det forløbne Mandfolk, som er kommen ind i Leiren for at søge sin Kiereste, som han siger. Capitain Sophie. O! ikke, lad ham uden Omstændighed gaae i Fiddelen. _(Auditeuren gaaer.)_ Siette Scene. Capitainen. Sergeanten. Julie _i Mundering_. Capitainen. Nu Sergeant hvordan skikker sig vor nye Rekrut? Sergeanten. Det vil nok blive bedre, hun græder som et Mandfolk. Capitainen. Ei min Datter, det lader ilde at græde, som et stakkels Mandfolk, du giør dit Kiøn Vanære -- men jeg haaber, at Exempler af saa mange kiekke Piger skal skabe Mod i dig. Syvende Scene. En Tambour. De Forrige. Tambouren. Capitainen har tidt taalt mine Indfald -- nu har jeg et igien. -- Den Omløber, som er dømt til at gaae i Fiddelen, syntes mig, behagede Capitainen -- vil De ikke jeg maae føre ham hid, om Capitainen skulle have Lyst at kysse ham, førend han blev uærlig. Capitain Sophie. Du har nu altid nogle forrykte Indfald. enfin Det er ret en vakker ung Karl -- Lad os bringe ham ind. _(Tambouren gaaer.)_ Ottende Scene. Capitainen _(til Julie.)_ Du græder endnu, mit Barn! Gunild. Den Flæben forgaaer hende nok, Frue Capitain! men det værste er, at hun er, eller forstiller sig at være meget svag. Jeg gav hende et Gevær i Haanden, som hun lod falde. Capitainen. Lad hende flittig excercere, saa faaer hun nok Kræfter. Niende Scene. En Soldat med Leander i Lænker. De Forrige. Julie. Min Leander! hvad er dette? Leander. Min Julie! hvordan seer de ud? Capitain Sophie. _(til Leander.)_ Jeg maae dog kysse dig, min Dreng! førend du bliver uærlig. Julie. _(i det hun giver Capitainen et Ørefigen.)_ Leander kan ikke blive uærlig, du Laptaske. Capitainen. _(til Gunild.)_ Bring hende i Vagten, og lad holdes Stand-Ret over hende. _(til Soldaten)_ Bring du Omløberen ind, for du maae være Vidne. _(De gaae.)_ Tiende Scene. Capitainen alene. Det giør mig ondt, at Pigen skal skydes, men det er alt for farligt ikke at straffe saa grov en Forbrydelse mod Subordinationen. Ellevte Scene. Gunild. Capitainen. Gunild _bær sig rasende ad_. Capitainen. Hvad skader hende, min kiære Gunild! hun seer jo ganske fortvivlet ud. Gunild. Det har jeg desværre alt for stor Aarsag til. Den Estafette, Generalen sendte hen at udspionere Fiendens Tilstand, er kommen tilbage -- jeg græder af Arrighed -- Capitainen. Var det ikke got, at han kom tilbage? Gunild. Havde Officererne ikke været, havde Soldaterne længe siden hugget hende ihiel. Saa rasende ere de, og saa er jeg. Capitainen. Har hun maaskee bragt den Efterretning, at Nagerne kommer anmarscherende med dobbelt Magt imod os. Gunild. Nei, det er noget langt værre end det. Jeg er færdig at blive gal! Capitainen. Det lader halveis saa. Men siig mig, hvor ere Nagerne? Gunild. Frue Capitain! de er _(hun tramper med Fødderne)_ de er -- o! lad en anden sige dem det. Capitainen. Nu er hun her, nu kan hun jo sige mig det. Hvor ere de? Gunild. Det fordømte Pak er -- -- Capitainen. Hvor? Gunild. _(med fortvivlet Brøl)_ Væk. Capitainen. Bliv ikke rasende! en brav Pige bør være kiæk men ikke afsindig. Den Trøst er dog tilbage, at mange tapre Piger ved denne Leilighed spare deres Blod. Gunild. _(tramper bister mod Capitainen.)_ De vil ikke spare det. Capitainen. Hun glemmer sig Gunild; men jeg vil sætte hendes Forvovenhed paa hendes Ivrigheds Regning. Gunild. _(forbaust gaaer nogle Skridt tilbage.)_ Den Skam har aldrig hendt mig min Livstid, at vise mig formastelig mod min Capitain, den skal heller aldrig hende mig tiere. _(hun vil trække Kaarden, Capitainen hindrer hende.)_ Capitainen. Hvor vil hun hen Pige? Det er jo tilgivet? Jeg har en Trøst at give hende, om hun er i den Forfatning, at hun kan tage mod den. Op med Hovedet, jeg vil see om der endnu boer Raserie i hendes Øine. Gunild. _(med nedslagne Øine løfter Hovedet op)_ Maae jeg see paa Capitainen, saa skal det snart forsvinde. Capitainen. Du kan frit see paa mig, min Pige! jeg er ikke Solen. _(hun seer paa Capitainen)_ Jeg synes min Pige, at hun nu er i Stand til at høre paa mig. Siig mig, troer hun, at Nagerne ere feige Folk. Gunild. Ja vist nok, feige som Mandfolk. Capitainen. Saa maae hun ogsaa troe, at de havde flygtet, saa snart de havde seet, at vi nærmede os dem, og vi til ingen Nytte udholdet en besværlig Marchs. Gunild. Men vi kunde hentet dem ind. Capitainen. Vilde hun vel gaae i Krig mod Mandfolk. Gunild. Nei, det var skiændigt. Capitainen. Men synes hun ikke, det maatte være lige ærefuldt at vinde Seier over feige Fruentimmer, eller over det svage Kiøn. Nu tænker jeg, hun forstaaer mig. Gunild. Ja, og jeg skammer mig over, at hverken jeg eller de andre har indseet dette før. Jeg vil betyde dem, hvordan Capitainen omvendte mig, og de skal alle blive omvendte. Capitainen. Giør saa mit Barn. Gunild. Men Frue Capitain! naar de vare saadanne Kujoner, hvorfor kom de os da saa nær? Capitainen. Maaskee for at kyse os. Maaskee -- _(sagte)_ Men Generalen har vist sat Forposter. _(høit)_ Jeg gaaer hen i Retten. Gaae hun hen at omvende. _(De gaae.)_ Syvende Act. Første Scene. Julie, Leander, _(under stoer Vagt, Majoren, Profossen med en Fiddel i Haanden og en Stoel. De løses af Lænkerne, Julie bindes for Øinene og sættes paa Stoelen, Majoren commanderer ved Tegn dem, som skal skyde; i det de træde frem, høres Allarm af Trommer, der høres Skud, der raabes: Fienden er i Skoven tæt ved Leiren; de løbe alle derhen undtagen Leander og Julie. Soldaterne vise største Glæde, raabe Hurra! vi træffe Nagerne.)_ Anden Scene. Julie _staaer op_. Leander. Feen. Julie. Forlade dem, naadige Fee! saa de har voldt mig Skræk og Forliis af mine smukke Klæder. Leander. Og mig forbittrelse og Forliis af min Kaarde. Feen. Den Skræk, Forbittrelse, Klæder og Kaardes Forliis ere I fuldkommen holden skadesløse for, ifald I forsage de Griller, hvorved I have selv bragt mig til at volde Jer denne Uleilighed. Det er giort til Eders eget Beste. Jeg har ellers bestilt hid en Skuespiller, som agerer i udenlandsk Maneer. Denne vil give Eder en gavnlig Adspredelse i Eders oprørte Sinds Forfatning. I skal oven i Kiøbet faae høre en lærd Afhandling af en Mand, fra et andet fremmed Land. Der kommer den Lærde. Tredie Scene. Den Lærde. De Forrige. Den Lærde _(til Feen.)_