Part 2
Det er brueligt, Deres Herlighed! at den antagne Candidat giør paa staaende Foed et Vers til Academiets Medlemmer.
Julie. _(stiller sig frem for Bordet)_
Mine herlige Herrer! som jeg er stolt af herefter at kunde kalde Brødre; tillader, at jeg bevidner dem, hvor stoer den Glæde er, som jeg føler ved denne Lykke.
Min Siel fik Glædens Kramper, Mit Hoveds lysende Lamper Af Fryd udøste Regn Paa underlagte Egn.
De fire Poeter efter hinanden.
Herligt, herligt, herligt, delicux!
Første Poet.
Fire Billeder i fire Linier, Glædens Kramper, Hoveds lysende Lamper, Lampers Regn, Lampers underlagte Egn, det er kosteligt, det er stolt, det er uhørt.
Julie.
De giør mig paa eengang hovmodig og undseelig.
Anden Poet. _(til Julie.)_
Hvordan mon vel et ubegeistret Fruentimmer vilde udtrykke Tanken i Frøkenens Vers.
Julie.
Hun vilde i Korthed sige:
De seer mig græde Af lutter Glæde.
Tredie Poet.
Jeg vilde ikke tale saa plat for den halve Verden.
Fierde Poet.
Og jeg, saa sandt som jeg lever, ikke for den hele; det banker.
_(Pedellen gaaer ud og kommer strax igien.)_
Pedellen.
Her er en ude, som vil kiøbe et Skandskrift til fem Skilling.
Tredie Poet.
Til fem Skilling! hvem kan det være?
Pedellen.
Det er Grete Spekhøkers Mand.
Fierde Poet.
See, see, har han nu faaet Prygl igien?
Anden Poet.
Han maae have faaet noget tilstrækkeligt, siden han vil have et Skandskrift til saa høi Priis. Han pleier ellers tage dem til to Skilling.
Pedellen.
Han er lidt guulgrøn under det venstre Øie, derfor vilde han ikke gaae herind.
Første Poet.
Det er en af vore beste Kunder, han kiøber Skandskrift hver fiortendes Dag i det mindste.
Fierde Poet.
Vi kan ikke fuldtakke hans Kone som skaffer os saa gode Indkomster. _(til Pedellen)_ Giv ham et Exemplar af Skuffen No. 8.
_(Pedellen gaaer ind i en Kulisse, gaaer siden ind i den, hvor Kiøberen er.)_
Første Poet.
Vi faaer nu altsaa en Skilling til Mands. Der er ikke nyelig hændt os.
Julie.
Min Skilling behager mine herlige Brødre at dele imellem sig. Jeg er for det første ikke Mand, for det andet er det ubilligt, at jeg skulde høste Frugten af deres Arbeide. Det vil være mig Ære nok, om jeg for det første maae tiene som Voluntør.
Fierde Poet.
En Skilling lader sig ikke dele i fire.
Tredie Poet.
Lad os da trække længst Straae, om hvem den skal tilhøre.
Anden Poet. _(seer sig om.)_
Her er ingen Straae.
Første Poet.
Saa lad os heste om den.
_(De føle i deres Lommer, men har ingen Penge.)_
Julie.
Jeg skal tage op; den vinder, som gietter, hvor mange jeg har i Haanden fra een til fire.
_(De giette, fierde Poet vinder, og viser en ubeskrivelig Glæde. Pedellen kommer igien med fem Kobberskillinger, som han tæller fra sig paa Bordet. Hver tager en Skilling, fierde Poet to.)_
Første Poet.
Gid der maatte opvækkes mange saa noble Gemytter blandt Konerne, saa skulde vi ikke saa ofte spise koldt Kiøkken.
Julie.
Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, hvorledes de kan levere Skandskrifter uden at vide over hvad Æmne?
Første Poet.
Æmnet er stedse eens, nemlig over Koner som slaae deres Mænd.
Julie.
Men hvad siger Konerne dertil?
Anden Poet.
Hvad en honet Kone er, hun prygler sin Mand, og faaer af ham en frisk Pasqvil.
Tredie Poet.
Men der findes desværre de blant dem, som ere ugudelige nok til at lee deraf, saa Mændene blive kiede af at slaae Vand paa Gaasen, og Brødet tages os derved af Munden.
Fierde Poet.
Herre Gud! Frøken Søster! man maae jo dog leve!
Julie.
Jeg indseer just ikke Nødvendigheden. _(Alle ser bister til hende, hun grunder forlegen paa Svar)_ Det kommer ellers an paa, hvem de forstaaer ved Man.
Fierde Poet. _(ivrig)_
Jeg frabeder mig Spidser.
Tredie Poet. _(ivrig)_
De er jo kuns en Kik in der Welt.
Anden Poet. _(ivrig)_
Hun er kommen netop ind i Herligheden, og tør bespotte den.
Første Poet. _(ivrig)_
Hun kan komme ud derfra, som hun kom ind; jeg mærker Naturen hos det grove Kiøn lader sig ikke tvinge.
Julie.
Ah! mine herlige Brødre, jeg troede at der ved man maaskee skulde forstaaes alle Mennesker, altsaa ogsaa de ugudelige Tasker, som ikke prygle deres Mænd, naar de lade udgaae Skandskrifter om dem. Hvad Nytte giøre saadanne vel i Staten; og er det nødvendigt, at de skulle leve?
Fierde Poet.
I den Mening taget, har de fuldkommen Ret. Fortryd ikke paa, at jeg misforstod dem!
Første Poet.
Herlige Søster! De har herved viist, hvorvel de indseer Broderskabets Vigtighed i Henseende til det hele, og at de har l'esprit du corps.
Anden Poet.
Verden bliver alt værre og værre, og vil den saa vedblive, hvad skal der saa blive af os tilsidst?
Tredie Poet.
Saa maae den herligste, ædelste og stolteste Indretning, det herlige Broderskab gaae under, og Verden falde ned til sit forrige Chaos.
Julie.
Men har vores herlige Broderskab ingen Understøttelse uden af Pasqviller?
Fierde Poet.
Jo, af sublime Bagtalelser, som vi dog ikke paatage os uden mod meget svage eller ligegyldige Fruentimmer, af Frygt for mislige Følger. Vores sædvanlige Indkomster er Skandskrifter; thi saa har man ingen vis at pege ud blant os. Har Frøkenen nogen Øvelse i at bagvaske?
Julie.
Ja jeg bagvasker saa til Huusbehov; man bliver opdragen dertil blant os. Men underholder deres Herligheders Koner dem ikke? det er jo deres Pligt efter dette Lands Skik?
Tredie Poet.
Vi haver ingen velhavende Koner. Den høie Smags Poeter ere formuende Fruentimmers Pest. Saa vidt er Smagen fordærvet her.
Anden Poet.
Der friede dog een til mig i Fior.
Første Poet.
Men det var jo ogsaa en Tigger.
Fierde Poet.
Hun havde ikke det, hun kunde skiule sig med, og desuden -- --
_(det banker, Pedellen lukker op.)_
Tredie Scene.
En Pige med Skiødskind. De Forrige.
Pigen.
Jeg skulde bede Deres Herligheder fra Grete Skoeflikkers Mand, at De vilde spise hos ham til Middag; hans Kone er ikke hiemme.
De fire Poeter.
Vi skal have den Ære.
Julie.
Maae jeg ogsaa have den Ære?
Første Poet.
Spørsmaal! alt hvad heder Genie, er velkommen hos den Mand. Deres Krands giver dem frie Adgang.
Tredie Poet.
Det er den uegennyttigste Mæcenas af Verden. Han indbyder os, for han veed, vi ere Genier, og naar vi har forelæst ham et Par Linier af vores Arbeider, falder han i en dyb Søvn, og naar vi ere mætte, gaae vi igien, uden at han veed noget deraf.
Pigen.
Han bad dem ogsaa at de vilde bagvaske hans Kone for et Par fremmede som spiser med.
Julie.
Det skal skee.
Pigen.
Adjeus. _(hun gaaer.)_
Fierde Scene.
De Forrige.
Anden Poet. _(til Julie)_
Det var et voveligt Løfte de giorde. Bagvaske et fornemt Fruentimmer er ikke saa farligt, men denne er en gemeen Lømmel, og før og stærk. Hun giør, hvad de fornemme ville skamme sig ved at giøre, hun slaaer Mandfolk.
Julie.
Lad mig om det, jeg tænker snart at reise.
Fierde Poet.
Men lad os komme igien til vore Forretninger. -- Maae jeg forelæse Herlighederne et Vers jeg giorde til min Kone paa hendes Fødselsdag.
Hvor Ørnen ei kan naa Min Sang skal kronet staae --
Første Poet. _(falder ham ind.)_
Jeg veed man kronte samme Hvor Ørn ei pleier kommer.
Mit Vers er noget plat, men jeg haaber de Herrer undskylder det i en impromptu for Sandhedens Skyld.
Fierde Poet. _(til Første.)_
Hvorfor falder de mig ind i Talen, og hvem mener de med deres Væv?
Første Poet.
Ingen, det var et Indfald.
Fierde Poet.
_(knepper paa hans Bukkel.)_
Første Poet.
_(hevner sig paa samme Maade.)_
Fierde Poet. _(til Første.)_
De har yppet Klammeriet. De behager at møde mig for Raadet.
Første Poet.
Hiertelig gierne; Deres Herligheder behager at være Vidner.
Fierde Poet. _(til de tvende andre)_
Det er sielden, at denne gode Collega, jo finder at udsætte paa alles Vers, undtagen hans egne, og naar han intet finder at udsætte paa dem, saa driver han Spot. Den eneste Maade til at undgaae hans Spottegloser paa, er at smigre for ham, det giorde Frøkenen i sit Vers, og derfor røbede hun Genie; jeg nægter ikke for, at hun jo har det, men hendes Lovtale over Filee-Riimet røber en slet Smag, ifald hun meente, hvad hun da sagde, men det er umueligt, det har hun siden beviist?
Første Poet.
Det som er os imellem kan vi afgiøre for Raadet.
Fierde Poet.
Jeg ønsker intet heller.
_(De vil gaae.)_
Tredie Poet.
Vi maae jo dog bie til vores Session har Ende. Behager deres Herligheder at høre en Pasqvil over min salig Kone, som Fanden tog forleden, hun begegnede mig tyranisk, ingen Assembleer, ingen Baller, ingen Maskerade maatte jeg komme paa, hun brummede bestandig, fordi jeg ikke tog mig noget af Huusholdningen; naar jeg uskyldigviis een Nat var ude af Huset uden hendes Vidende, saa forgreb hun sig paa min Person. Jeg arme Diævel maatte lide og tie. Men jeg fik retskaffen Hevn over hende, da hun var død. Jeg skrev en Pasqvil over den salig Kone i den almindelige Stiil, paa det at den kunde forstaas af enhver, jeg troer dog ikke at den er ganske plat; den lyder saa:
Hør Nyt! Her hviler noget Som tit mig broget Har Livet giort. Var Tabet stort? Ja pyt.
Julie.
Det er det nydeligste Vers jeg min Livstid har hørt i det Fag; den Pyt især er himmelsk.
Tredie Poet.
Hvad siger de da om det Noget: her hviler noget. Jeg gider ikke engang giøre hende den Ære at sige, hvad det er for noget, der hviler. Er det ikke bidende?
Julie.
Det er bidende, det er sandt. Men hvem skal det bide? Hun er jo død?
Tredie Poet.
Ja Himlen skee Tak, men hvem veed, om det ikke kan trænge ned i Graven til hende.
Anden Poet.
Men hvem veed, at deres salig Kone er meent ved det Noget.
Første Poet.
Alting er jo noget.
Julie.
Ja, jeg maae tilstaae, jeg havde ikke begrebet, at de derved meente deres salig Kone, naar de ikke selv havde sagt det.
Fierde Poet. _(til Julie.)_
Men han siger det til alle.
Tredie Poet.
Til hele Verden.
Julie.
Men faaer de da ikke Ord for at være ondskabsfuld?
Tredie Poet.
Jo, Himlen skee Tak! det er just Ondskab, som kildrer Publicum.
Anden Poet.
En eneste undtagen.
Første Poet.
At sige, den som den rammer.
Julie.
Hevner den sig da ikke.
Fierde Poet.
Til visse, men -- --
Tredie Poet.
Men en død Kierling -- Pyt.
Julie.
Ha, ha, ha, Skielmsmester! jeg leer mig ihiel af Deres Pyt.
Tredie Poet.
_(leer hiertelig med Julie.)_
Vil Deres Herligheder ikke høre et alvorligt Gravskrift, som jeg har giort over Harpenisten Johanne:
Mit Legeme slog Angests Triller --
Julie.
Med Tilladelse, mig synes, at den sts i Enden af Angests falder lidt haard i Udtalen.
Tredie Poet.
De er lidt for ung her, min søde Moer! til at kritisere Mænd, hvis Pander Krandsen længe haver beskygget. Ordet er haardt, men er det ikke ogsaa haardt at miste en elsket Ven? Bør ikke Ordet udtrykke Tanken?
Julie _(sagte)_
Jeg vil ikke stevnes for Raadet. _(høit)_ Min Herre, jeg indseer nu fuldkommen, at de har Ret, det var, sandt at sige, kun for at undervises, at jeg yttrede nogen Tvivl. Nu har jeg opnaaet mit Ønske; jeg er dem forbunden.
Tredie Poet.
Jeg har det beste Haab om dem, de er lærvillig. Hør den Linie endnu engang:
Mit Legeme slog Angests Triller.
Hvordan synes dem nu, det klinger.
Julie.
Det er stolt.
Tredie Poet.
Hvordan ville Pøbelen udtrykke denne Tanke?
Julie.
Jeg zittrede.
Tredie Poet.
Vel taelt, det har sin store Nytte at kiende det platte for at undgaae det.
_(Klokken slaaer.)_
Første Poet.
Mine Herrer, Sessionen er forbie. For Raadet!
Fierde Poet.
For Raadet!
Anden Poet.
Ja lad os gaae! vi komme tidsnok til Skoeflikkerens Jens endda.
_(De gaae.)_
Julie.
_(i det hun gaaer.)_
Nu faaer jeg see om Feens Beskrivelse over det høivise Raad er ligesaa rigtig som den over det herlige Broderskab.
Fierde Act.
Theatret forestiller en Sahl og nogle Raadsherrer omkring et Bord, hvorpaa staaer en Sminkekrukke, og en Vifte ligger for hver, og et Speil.
Første Scene.
Feen. Julie. Raadsherrerne. En Betient.
Feen _(til Julie.)_
Retten er ikke sadt endnu, for de to fornemste Herrer har i Kareten mistet lidt Pudder af deres Vergetter. Bie kun, jeg gaaer.
_(hun gaaer.)_
Anden Scene.
En Kammerpige. De Forrige.
Første Raadsherre.
_(til Kammerpigen.)_
Seer du, hvilken Ulykke jeg er kommen til, skynd dig at rette paa min Vergete.
_(Pigen tager et reent Lommetørklæde og binder om hans Hals, pusler ved hans Vergette, Betienten holder Speilet for ham.)_
Femte Raadsherre.
Forlade min Kammerpige, som endnu ikke er kommen; her skal jeg sidde i et honet Selskab, og see ud som en Ugle.
_(Kammerpigen puddrer Første Raadsherre, tørrer Puddret af, bukker og gaaer, Betienten lægger Speilet hen.)_
Tredie Scene.
_(De øvrige Raadsherrer hvisker, seer paa femte Raadsherre med en ondskabsfuld Smiil.)_
Femte Raadsherre.
Jeg vil tage hiem igien, og ikke sidde her at lade mig belee.
_(Han gaaer, de andre slaae op en stor Latter.)_
Fierde Scene.
Siette Raadsherre. De Forrige.
Siette Raadsherre.
Mine Herrer! jeg mødte een af vore Colleger paa Trappen, bevare os, hvor han saae ud, han hade en stor Plet i sin Vergete, saa stor, som en lille Toskilling; vi arme Mennesker kan dog let komme til Ulykke; det giør mig vist ondt for ham af mit ganske Hierte, men jeg kunde dog ikke bare mig for at lee, da jeg saae ham; den arme Mand var saa skamfuld.
_(han leer, de andre ligeledes.)_
Første Raadsherre.
_(til Betienten.)_
Lad de Sagsøgende komme ind.
Femte Scene.
Tvende Sagsøgende. Betienten. De Forrige.
Første Sagsøgende.
Jeg er Ole Secretairs, som anraaber de deilige og høivise Herrer, at de vil skaffe mig Ret over Hr. Jesper Kammeraads, som der staaer. Han har af den groveste Skiødesløshed, eller maaskee af Ondskab, bestenkt min eene Strømpe med Gadesmuds, saa jeg seer ud som et Sviin.
Jesper Kammeraads.
Jeg nægter ikke prægtigste høiviseste, at det jo er mueligt, at jeg kan have Skyld i den Plet, jeg anklages for; men for det første bør det undskylde mig, at jeg gik i vigtige Betænkninger over, hvad Farve af Baand jeg skulle vælge til flette mit Haar med i Morgen, da jeg skal paa Assemblee, for det andet er Pletten ganske liden.
Ole.
Den er, saa sandt jeg lever, saa stor som et skikkeligt Knappenaalshoved.
_(Raadsherrerne hvisker.)_
Første Raadsherre.
Citanten ville lægge Corpus delicti i Retten.
_(Ole lægger Benet paa en Stoel, hver af Raadsherrerne tager op sin Lorgnette og betragter nøie Skaden, hvorpaa de lægge Lorgnetten igien i Lommen.)_
De Sagsøgende og Tilhørerne behage at gaae ud, imens vi votere.
_(De gaae, undtagen Julie.)_
Siette Scene.
Julie. De Overblevne.
Julie.
Jeg vilde ansee mig for lykkelig, om Deres Høiviisheder vilde tillade mig at bivaane Deres Voteringer.
Første Raadsherre.
Jeg troer ikke, at mine Herrer Colleger har noget derimod.
Anden Raadsherre. _(sagte)_
Det er meget, at et Fruentimmer viser Lyst til at kiende det Fine i Lovkyndigheden. _(høit)_ Jeg har intet mod Deres Tilstædeblivelse.
De andre Raadsherrer.
_(efter hinanden.)_
Jeg ikke heller.
_(Julie kysser dem paa Haanden.)_
Anden Raadsherre.
Mine Herrer! jeg troer, at det er min Tour i Dag at begynde.
_(Han staaer op og spaserer meget alvorlig og dybsindig; de øvrige Raadsherrer tage hver sit Syetøi op af Lommen, hvisker sammen, filerer, syer og bagtaler.)_
Siette Raadsherre.
Han var paa min Ære beskiænket; Munden gik paa ham som en Peberqværn.
Tredie Raadsherre.
Oberste Susanne berømmede ham meget for hans Vittighed og Skiønhed.
Fierde Raadsherre.
Hvorfor mon hun berømte ingen af os?
Første Raadsherre.
Det lader sig giette. Berømte hun ham ikke for hans Kyskhed. _(De lee alle)_
Tredie Raadsherre.
Gid ingen kiøbe Lovtaler paa sin Dyds Bekostning.
Fierde Raadsherre.
Han faaer aldrig nogen af sit eget Kiøn.
Første Raadsherre.
Men desflere af det andet.
Tredie Raadsherre.
Deres Høflighed mod ham, siges der, er ikke ganske uegennyttig.
Fierde Raadsherre.
Nei, han har for stor Ambition til at tage noget til givendes _(de lee alle)_
Siette Raadsherre.
Hvor stor Fortrin, han har over os i Fruentimmernes Øine, saae troer jeg dog ingen af os vilde paa ligemaade tilforhandle sig Komplimenter.
Første Raadsherre.
Nei, man kan kiøbe Guld for dyrt.
Syvende Scene.
Femte Raadsherre. De Forrige.
Femte Raadsherre _(sætter sig, tager op sit Syetøi, vifter sig og siger kortaandet:)_
Himlen skee Tak! jeg seer, at jeg kommer Tids nok til at votere; jeg havde ikke vildet for al den Deel i Verden forsømme min Embedspligt.
Julie. _(sagte.)_
Den er, saavidt jeg endnu har seet, ikke saare vanskelig at opfylde.
Siette Raadsherre.
Det fornøier os, at vi have faaet et Par Skuldre mere til at hielpe os at bære Byrden.
Julie. _(sagte.)_
Jeg ønskede at kunde laane dem et Par til. _(høit)_ Maae jeg spørge, hvem den Mandsperson er, som de nys talte om. _(sagte)_ Jeg vilde gierne have den Diskurs igien paa Bane, den var saa moersom.
Første Raadsherre. _(til Femte.)_
Det var om _(han hvisker)_
Femte Raadsherre.
Man kan gierne sige det høit. Det er en mundkaad Slyngel, som heder Rasmus, som i Sælskaber faaer alle Fruentimmer i en Cirkel om sig, saa andre skikkelige Folk sidder for nummer Nichts.
Anden Raadsherre.
Os andre tales der aldrig til i Sælskab, hvor han er.
Tredie Raadsherre.
Ja, det er Aands Fortærelse at være i Sælskab med ham.
Fierde Raadsherre.
Jeg skal aldrig sætte min Foed der, hvor jeg veed han er.
Siette Raadsherre. _(til Femte.)_
De veed vel, at han drikker.
Femte Raadsherre.
Gid det var saa vel.
Anden Raadsherre.
_(Efter at have tørret Sveden af sin Pande, sætter sig paa sin Plads, skriver sit Votum, og lader det cirkulere blandt de andre, som række det ulæst den eene til den anden.)_
Nu mine Herrer, kan det saa passere?
De andre.
Herligt, intet bedre, charmant?
Anden Raadsherre.
Saa bliver det best, at vi lade kalde de paagieldende.
_(De øvrige Raadsherrer putte gesvindt deres Syetøi i Lommen.)_
Betient! bring Parterne ind.
_(Betienten gaaer.)_
Ottende Scene.
Parterne. Betienten. Tilhørere. De Forrige.
Anden Raadsherre. _(læser.)_
Vel har Delinqventen Jesper Kammeraads for at undskylde sin Forbrydelse brugt til Paaskud, at han gik i vigtige Betænkninger, men, da den Undskyldning falder bort som utroeværdig, da han for Raadet har formastet sig til at paastaae, at Pletten var liden, som samtlige Raadets Biesiddere dog har befundet at være stoer, saa har Raadet efter fleste Stemmer
Kiendt for Ret:
Delinqventen Jesper Kammeraads bør for begangne Forbrydelse mod Citanten bytte Strømpe mod Strømpe, saaledes at Citanten mod at levere ham sin skamferede Strømpe, modtager en af hans reene.
Julie.
Men Hr. Raadsherre! om disse to Par Strømper ere forskiellige.
Anden Raadsherre _(til Julie.)_
Tie for Retten!
End skulle samme to Par Strømper være forskiellige, da bytte han Strømper for Strømper, og med denne Skamferede spadsere lige herfra til det Sted, hvor Ulykken skeede, ydermere haver han til Retten at erlægge 2 Mark som Tabende og Citanten som Vindende 3 Mark, hvilke 2 Mark og 3 Mark Deres respective Fruer haver inden 24 Timer at udrede; end ydermere skal den første Punkt i Dommen her for Retten exeqveres. Mands Retten den 22 Februarii 7603.
_(Ole og Jesper gaae bag Coulisen, som for at bytte Strømper.)_
Niende Scene.
Raadsherrerne. Betienten. Julie.
Julie.
Deres Høiviisheder! tager ikke ilde op, at jeg bevidner Dem min Beundring over Deres Sindrighed og Retfærdighed i denne Dom.
Første Raadsherre.
Jeg troer ikke det giør deres Forstand Vanære.
Tiende Scene.
De Sagsøgende. Raadsherrerne. Julie. Betienten.
Jesper _(vemodigen.)_
Mine naadige, høiviise og indtagende Herrer! kunde Dommen ikke formildes derhen, at jeg maatte tillades, at opfylde ogsaa den sidste Punkt af Dommen her for Retten?
Første Raadsherre.
Det kommer an paa deres Contrapart.
Ole.
Jeg samtykker deri -- men med mindre end 30 Skrit lader jeg mig ikke nøie.
Første Raadsherre.
Saa behag Hr. Jesper Kammeraads at gaae rundt omkring Bordet i en Afstand af en Alen.
_(Raadsherrerne staae alle op, vende Ryggen mod Bordet, betragte med deres Lorgnetter Jespers Strømper. Betienten tæller Skrittene høit. Da Jesper har giort nogle Skrit, standser Ole ham.)_
Ole.
Nei Tak! den Side skal vendes til Herrerne, som Pletten er paa.
_(Jesper maae gaae til den anden Side. Da alting er forbi, bukke de Sagførende og gaae. Raadsherrerne sætte sig.)_
Første Raadsherre.
Betient! er der flere paa Listen?
Betienten.
Jens Rokkedreiers contra Peer Skoemagers, som skal have skieldt ham for Tyv.
Anden Raadsherre.
Siig dem, vi befatter os ikke med grove Sager. Flere?
Betienten.
To Poeter med en Hoben Vidner.
Anden Raadsherre.
De Poeter-Sager ere de allerværste at dømme i; giver man den eene Ret, saa skriver den anden Pasqvil om os. Faaer ingen af dem Ret faaer vi Pasqviller af dem begge.
Julie.
Jeg tænker paa et Middel til at faae Sagen lovmessig afvist. Behager Deres Høiviisheder først at lade indkalde den eene sagsøgende Poet.
Første Raadsherre. _(til Betienten.)_
Kald den een sagsøgende Poet ind.
_(Betienten gaaer.)_
Ellevte Scene.
Første Poet. Betienten. De Forrige.
Julie.
Jeg begriber ikke, hvorfor de vil føre Process med deres Contrapart, som er en Slyngel.
Første Poet.
Ja det veed Himlen, han er.
Julie _(til Raadsherrerne.)_
Behager De at lade hans Contrapart hente.
Første Raadsherre. _(til Betienten.)_
Hent hans Contrapart.
_(Betienten gaaer, Julie hvisker til Raadsherren.)_
Fortæl Contraparten hvad hans Modstander har sagt om ham, saa vil de faae god Anledning til at afvise Sagen.
Tolvte Scene.
Betienten. Fierde Poet. De Forrige.
Tredie Raadsherre.
_(til fierde Poet.)_
Deres Contrapart har erklæret her for Retten, at de er en Slyngel.
Fierde Poet.
Saa erklærer jeg her for Retten at han er en Esel.
Fierde Raadsherre.
Saa erklærer jeg paa Raadets Vegne, at denne Sag afvises til Dame-Retten hvor de grovere Sager afgiøres.
_(De Sagsøgende bukke og gaae.)_
Trettende Scene.
De Overblevne.
Julie.
Nu seer De mine Herrer! at Sagen efter mit Raad blev afviist.
Fierde Raadsherre.
Himlen være lovet, at de skilte os af med dem. Nu kan vi hvile os lidt.
_(hver tager sit Syetøi op, en Sminkekrukke og Speil. De sminke sig.)_
Tredie Raadsherre.
Au, au, au! det blir min Død.
_(Han falder om og besvimmer. De andre Raadsherrer reise sig forskrekkede og blege, om de kan.)_
Anden Raadsherre.
Jeg seer det bare Blod, han har stukket sig med sin Syenaal.
Julie.
Jeg forstaaer saa meget af Medicinen, at jeg trøster mig til at curere den Skade.
_(Hun tager sin Eaudelavande-Flaske op af Lommen og stenker nogle Draaber paa den Besvimedes Hals. Han vogner af Besvimelsen.)_
Tredie Raadsherre.
_(i det han vogner, til Julie.)_
Staaer de inde for mit Liv.
Julie.
Inden to Minuter skal de være ligesaa frisk, som de var før, paa en Feber nær.
_(Hun drypper nogle Draaber Eaudelavande paa sit Tørklæde, som hun vikler om hans Finger. Patienten skriger ved Svien af Eaudelavendet og besvimer igien.)_
Anden Raadsherre.
Vi vil intet foretage førend vores Hr. Collega er kommet sig igien? Vi vil imidlertid see at erstatte den Skade, som vores Ansigt ved denne Leilighed har lidt. _(til Betienten)_ Bring koldt Vand.
_(Betienten gaaer, de sminke sig.)_
Fierde Raadsherre.
_(gispende til Julie.)_
Mener Frøken Doctor, at han ikke beholder Mindelsen af denne Feber?
Julie.
O! intet af Betydenhed; men han maae tage sig vel vare for salt og suurt og Trækvind.
Fiortende Scene.
_(Betienten kommer igien med koldt Vand, Raadsherrerne drikke, den saarede Raadsherre vogner op efter at Julie har stænket nogle Draaber Vand paa ham.)_
Julie.
_(til tredie Raadsherre.)_
Hvordan befinder De dem nu?
Tredie Raadsherre.