Part 7

_Jørgen_ #(til Junker Claus, halv høit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad?

_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som paa Naale.

_Jørgen_ #(som før).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken.

_Claus_ #(som før).# Hvorfor troer du det?

_Jørgen_ #(som før)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til.

_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei.

#(Han gaaer ud i Baggrunden).#

_Jørgen_. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse for Jeres Gratulationsvers.

#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)#

Skuepladsen forandres til:

#(_Haven_ fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer over til Solnedgang.)#

FJERDE SCENE.

_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._

_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig, hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)#

_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I?

_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders Røst.

_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger Jer.

_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves idag ... ikke sandt?

_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders Lykke....

_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!

_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?

_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken!

_Abigael_. Hvorfor ikke?

_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.

_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?

_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ...

_Abigael_. Nu?

_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg dog ikke glemme Jer mere.

_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller.

_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?

_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.

_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?

_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig, Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders Skriver, og jeg er hans Datter.

_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig mere sanke Blomster med hinanden?

_Abigael_. Nei, aldrig meer.

_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens ingen Blomster visnet.

_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, I vil ikke reise herfra?

_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, #(sagtere.)# jeg mindre end nogen,

_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste slet ikke, hvad Glæde var.

_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu?

_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!

_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)#

_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)#

_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa faaer I tage Følgerne!

FEMTE SCENE.

#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._ (komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels Bruus_.#

_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min Datter Stævnemøde med Skriverkarlen?

_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig meget ... meget morsomt, ha, ha!

_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er naturligviis et ganske tilfældigt Møde.

_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt, Eders Naade!

_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?

_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...

_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op?

_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.

_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil?

_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.

_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag.

_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig Spøg.

_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal!

_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg trækker Veiret igjen.

_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er attrapirt!

_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg!

_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger, den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter ... Hvad har han at sige til sit Forsvar?

_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om mit Hjerteblod!

_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som forskyldt!

_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.

_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)#

_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som han er, eller jeg skal...!

_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.

_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om Naade!

_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken Degn eller Ridefoged, Niels!

_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... eller saa kort, som den rækker.

_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld, Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem!

_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_ jeg ikke.

_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund.

_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!

_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der kunde overleve Eder!

_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)#

_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. Hr. Baron fører en famos Commando.

_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. Captain!

_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?

_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.

#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud til Høire.)#

_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader I?

_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.

_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud til Høire.)#

_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale?

_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene.

_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae.

_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?

_Bodil_. Kan I spørge derom?

_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at græde over?

_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, hvor han hverken har Brød eller Huusly?

_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.

_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som var skyldig.

_Abigael_. Bodil!

_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?

_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?

_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt han gaaer og seer ned for sig!

_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk, Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. _Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. Lidt efter kommer hun tilbage)#

_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!

_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose

_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den!

#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et Øieblik taus, derpaa siger hun:)#

"Du deilig Rosenknop, Igaar du blomstrede, Idag du visnede!"

#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)#

_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og alligevel...!

_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu?

_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!

_Abigael_. Jeg ... lønnet!

_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!

#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)#

_Abigael_ Eller Straffen!

#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder Tæppet.)#

* * * * *