# Ambrosius ## Part 6 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/ambrosius-13599/index.md _Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke bedre. _Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og fattigt, hvad saa? _Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand og gode Dage. _Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt. _Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? _Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt. _Ambrosius_. Troer du? _Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense. _Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort. _Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. _Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit sidste Ord? _Ambrosius_. Ja. _Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel! _Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? _Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, bitterlig ondt. _Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel! _Hans Lauritsen_. Lev vel! #(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)# _Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae! #(Tæppet falder.)# * * * * * FJERDE AKT. * * * * * #(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m. m)# * * * * * FØRSTE SCENE. #_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister _Søren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjæster_ (komme ind fra Venstre). Strax efter _Jørqen_ og _Bodil_.# _Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders Naade! _Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_ _Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister! _Magisteren_. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain! _Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter den Konst, ha, ha, ha! _Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron. _Claus_. Ha, ha, meget morsomt! _Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind, Jørgen ... af den ældste. _Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe? _Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn! _Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med. _Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder. _Abigael_. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af Huusholdersken. _Baronen_. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha! _Gjæster_. Ha, ha, ha! _Claus_. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand. #(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)# _Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller ikke? _Captainen_. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen. _Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der har drukket sin Familie op, ha, ha, ha! _Gjæster._ Ha, ha, ha! _Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det være mig tilladt at bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--næst efter ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn, har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man ogsaa sit Legem, for at ... _Baronen._ Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, saa havde vi det at forslaae Tiden med. _Jørgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)# Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for, at han bliver kaldt herop. _Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige Gratulationsvers? _Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke sandt, Hr. Captain? _Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, ha, ha! _Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik? _Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt paa. _Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er Fremmede tilstede? _Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders Naade har vel ikke Noget derimod? _Geheimeraadinden_. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet, at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang imellem, ikke for ofte. _Baronen_, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! #(_Jørgen_ gaaer ud i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger ... ikke sandt, Abigael? _Åbigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet? _Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer det. Hvad mener I, Magister Søren? _Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give _min_ ringe Mening tilkjende herudi ... _Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den! _Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske nøie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind Fodskridt gaae." _Baronen_. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være? _Magisteren_, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. Baronen. _Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister? _Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker unægtelig--med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse--at staae, _stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet. _Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain? _Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha! ANDEN SCENE. _De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).# _Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... _Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men sandt at sige ... _Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... _Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord paa Munden endnu. _Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, din Kylling! _Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om? _Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at Hanen bør gale før Kyllingen. _Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham. _Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha! _Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius? _Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... jeg er ikke ret oplagt til at synge idag. _Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme? _Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som sagt.... _Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred, Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene. _Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge! _Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til? _Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg. _Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...? _Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, det har han jo før viist Prøver paa. _Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa. _Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, Jørgen! _Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. #(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og Ridefogden? _Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer Geisten nok over ham. _Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord! _Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! _Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er Improvisation).# Jeg synge skal en Vise, Velan, jeg er bered; Det Bedste vil jeg prise, Som jeg i Verden veed: Musikens muntre Lyst Og Druesaftens Trøst, Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst. Den gyldne Viin mig kvæger Og gjør mig glad og fri; Men har jeg tømt mit Bæger, Saa er den Fryd forbi. Musik og lystig Sang Fornøier mangen Gang, Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang. Nei, meer end lifligst Drue Og deiligste Musik, Jeg priser Elskovs Lue, Som til mit Hjerte gik. Den af et Ord blev fød Og flammed op til Glød, Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død! _Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg. _Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, Jørgen! #(det skeer).# _Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ... _Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen! #(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!... Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig fattig Svend god eller ei!... _Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, Captain! _Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha! _Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)# _Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, ha! _Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke Jer selv mægtig. _Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er ikke mig selv mægtig. _Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer I mig. Har I forstaaet det? _Ambrosius_ #(som før).# Ja. _Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min Skyld! _Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld! _Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette faaer en Ende. #(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)# _Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... _Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud. _Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale. _Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit? _Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, som skal gaae for sig idag. _Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag! _Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en dobbelt Fest. _Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke! _Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med sin Middagslur ... ha, ha, ha! _Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har tænkt at holde til det unge Par. _Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok vare Jer ad, naar Tiden er der. _Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves idag? _Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr. Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)# Et lille Glas endnu, Ambrosius? _Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! #(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)# _Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi høitideligholde. _Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe! _Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, gjør jeg! _Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude, kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for lidt siden? De stod jo her næst ved Jer. _Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg er saa gal i Hovedet, at.... _Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget, Niels? _Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag. _Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier! _Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt? _Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om Ungersvenden, som blev elleskudt. _Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... jeg kjender det ... i Ryggen. _Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det, skal I vide. _Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber det rundt for ham, ha, ha, ha! _Alle_. Ha, ha, ha! _Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)# Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, Mine Øien de finge en Dvale; Der kom gangendes to Jomfruer frem, Som gjerne vilde med mig tale. Siden jeg _hende_ først saae. #(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur over alle Kvinder, #(synger:)# Striden Strøm, den stiltes derved, Som førre var vant at rinde; Alle smaa Fiske, i Floden svam, De legte med deres Finne. _Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! _Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. _Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha! _Alle_. Ha, ha, ha! _Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor? For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha! _Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak ... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde Ingen af dem see, ha, ha! _Alle_. Ha, ha, ha! _Ambrosius_ #(synger:)# De dandsed ud, de dandsed ind Alt i den Elvefærd; Alt sad fauren Ungersvend Og støtted sig til sit Sværd. #(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene ... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det Samme...! _Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv. _Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det! _Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under Vandspringet, til Rusen er gaaet over. #(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)# _Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os! _Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en Slæde i Veien. _Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke sund Sands i Alt, hvad han sagde. _Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen! _Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra Djævlen, der er Løgnens Fader. _Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. Baron! _Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele. _Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund. _Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien gaae an. _Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres Hjerter i Kjærlighedens Pagt. _Baronen_. Hvor er nu Abigael henne? _Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil! _Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er gaaet ud for en Stund siden. _Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun gaaet hen da? _Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven. _Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid! #(_Bodil_ ud i Baggrunden.)# _Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik. _Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven. _Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr. Kammerjunker. _Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det. TREDIE SCENE. _De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)# _Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens Hoved sat i Lave igjen, Niels? _Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra mig. _Baronen_. Løb han fra dig? _Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade ham rende Rusen af sig. _Jørgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren nu, hvad jeg meente? _Claus_ #(afsides).# _Sacré nom!_ #(høit.)# Kjære Svigerpapa maa excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt. _Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders Naade? _Geheimeraadinden._ Med Fornøielse. _Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge, Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab. #(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden. _Magister Søren_ og nogle _Gjæster_ ud til Høire.)#