Part 5

_Ambrosius_ #(rækker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord?

_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!

_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders Vrede.

_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?

_Ambrosius_. Er I da bedrøvet?

_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.

_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?

_Abigael_. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og Indbildning Altsammen.

_Ambrosius_. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!

_Abigael_ #(med tilkæmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.

_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig?

_Abigael_. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.

_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?

_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I forhen sagde.

_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke længer, at de visner!

_Abigael_. Farvel!

#(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker _Claus_ ind fra Baggrunden).#

FJERDE SCENE.

_Abigael. Junker Claus_.

_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tête á tête_...?

_Abigael._ Som nu er forbi.

#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).#

_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(høit).# Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....

_Abigael_. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket.

_Claus_. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i Eders Tanker ... ikke?

_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_ #(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(høit)# Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.

_Abigael_ #(som før).# Allerede?

_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...?

_Abigael_ #(som før).# Hvem mener I?

_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske mærkværdigt, saa distrait hun er. #(høit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv, elskværdigste Abigael.

_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.

_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?

_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved Middagsbordet.

#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).#

_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi! Il faut le mettre à la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det an.

FEMTE SCENE.

_Junker Claus. Jørgen_ #(fra Baggrunden).#

_Claus_. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget _à propos_.

_Jørgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?

_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden har talt med dig igaar?

_Jørgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.

_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa Gaarden.

_Jørgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.

_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med Situationen.

_Jørgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!

_Jørgen_. Hr. Kammerjunker?

_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.

_Jørgen_. Skriverkarlen?

_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.

_Jørgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken ogsaa.

_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende.

_Jørgen_. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.

_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles væk!

_Jørgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i Sadlen, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en eller anden Maade faae ham....

_Jørgen_. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det.

_Claus_. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?

_Jørgen_. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa Porten.

_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare længe.

_Jørgen_. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har Noget i Ho'edet.

_Claus_. Drikker han?

_Jørgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.

_Claus_. Naa, og saa mener du...?

_Jørgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ...

_Claus_. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit Kammer og sover Rusen ud.

_Jørgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med Sang og Spil?

_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Très bien_, det er meget godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud efter ham?

_Jørgen_. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert?

_Jørgen_. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.

_Claus_. Ah, du mener, at jeg....

_Jørgen_. Og den naadige Frue....

_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det?

_Jørgen_. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.

_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren....

_Jørgen_. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, naar der bliver pirret lidt ved ham.

_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger _du_ for....

_Jørgen_. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. Kammerjunkeren forlade sig paa.

_Claus_. Det Andet skal jeg nok besørge.

_Jørgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme ud før Tiden.

_Claus_. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er Diplomat. Naar man har været sex Maaneder _Secrétaire intime_ hos Hs. Majestæts _Envoyé_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer ud ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.

_Jørgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.

#(De gaae hver ud ad sin Dør.)#

#Skuepladsen forandres til:#

#Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.#

SJETTE SCENE.

_Hans Lauritsen. Bodil_.

_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdøren.)# Nei, her er heller Ingen. #(Han træder ind, _Bodil_ følger.)#

_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i Bibliotheket.

_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i Eenrum, før jeg reiser videre.

_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

_Hans Lauritsen_. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.

_Bodil_. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...

_Hans Lauritsen_. Og det er?

_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her er ikke godt for ham at være.

_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men det fik være det samme, naar blot....

_Hans Lauritsen_. Naar blot?

_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?

_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.

_Hans Lauritsen_. Skulde det være muligt?

_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode Ambrosius.

_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.

_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.

_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.

_Bodil_. Ak, allerede!

_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)#

SYVENDE SCENE.

_Hans Lauritsen. Ambrosius_.

_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!

_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? #(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?

_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.

_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.

_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt Tid.

_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. #(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den var for høi for mig.

_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et Brev.)#

_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?

_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang!

_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, siden du er borte.

_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle Velynder, Professor Holberg.

_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.

_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller _domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede _Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier endnu!

_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at gjøre mig.

_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den theologiske Examen.

_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge mig?

_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at "Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa alvorlig ud med eet?

_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.

_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.

_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.

_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.

_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.

_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?

_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; hvorfor skulde jeg saa reise?

_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en beskeden Lykke, den.

_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, du før talte om.

_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker Andet under.

_Ambrosius_. Hvad skulde det være?

_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?

_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.

_Ambrosius_. Om hvad?

_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.

_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!

_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.

_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i sine Snarer.

_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!

_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.

_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.

_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig ... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, end jeg har Kaft til at yde....

_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!

_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart være udbrændt.