Part 4

_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.

_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, hvad var det nu hun hed...?

_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen veed nok, hvem jeg mener.

_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare smigrende.

_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa Uhyret?

_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv mig Garnet!

_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.

_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn.

_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?

_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.

_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed?

_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.

_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.

_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.

_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?

_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke ...

_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, #(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden vi ikke kan blive alene ...

_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?

_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer deraf.

_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig at faae det sagt.

_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne Leilighed bliver declareret.

#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)#

_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?

_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...

_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min Faders?

_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.

_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?

_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, med vore Forældres _consentement_.

_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?

_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...

_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader I vel, at jeg fjerner mig?

_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!

_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker jeg.

_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den bort, naar den er vissen.

_Ambrosius_. Kaste den bort!

_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)#

_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken!

_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.

_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.

_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i Baggrunden.)#

_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?" #(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:)# Torskemund!

#(Tæppet falder hurtig.)#

TREDIE AKT.

* * * * *

#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.#

* * * * *

FØRSTE SCENE.

_Abigael. Bodil._

_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt forkeert.

_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.

_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun sætter sig, _Bodil_ pynter hende)#

_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede?

_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.

_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?

_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?

_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham dyrt til at staae.

_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, hvad du mener.

_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i Kjærlighed.

_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde gjøre.

_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.

_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?

_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ...

_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!

_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den Venlighed, I viser ham?

_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en Daarekiste.

_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....

_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.

_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?

_Bodil_. Ja, det nævner han ikke.

_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads?

_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.

_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.

_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller Nogen læst til Ende.

_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller.

_Abigael_. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er lang Vei fra Øie til Hjerte.

_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.

_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tænkte, den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand.

_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.

_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan være, du har Ret; jeg skal tænke derover.--Ved du, om min Fader kommer hjem til Middag?

_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har jeg hørt.

_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ...

_Bodil_. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.

_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke Brug for dig længere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil ha'e.--Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon være sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til Kjøbenhavn!

ANDEN SCENE.

_Abigael. Geheimeraadinden_.

_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Døren til Venstre).# Er den naadige Frøken alene?

_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling.

_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...

_Abigael_. I selv?

_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i sligt et stateligt Huus?

_Abigael_. Saamænd, det kunde være artigt nok.

_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet Huusgeraad?

_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du bedst?

_Abigael_. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.

_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer kjørende--prægtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med Løbere foran.

_Abigael_. Med Løbere, siger I?

_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?

_Abigael_. Hvilke unge Folk?

_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis.

_Abigael_. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i Tiden.

_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?

_Abigael_. Ja, hvem kan vide?

_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

_Abigael_. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.

_Geheimeraadinden_. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.

_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

_Geheimeraadinden_. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let.

_Abigael_. Ja ... Kjærlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at han bærer Kjærlighed til dig.

_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.

_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, _naar_ det skal være.

_Abigael_. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for meget.

_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?

_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.

_Abigael_. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.

_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.

_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.

_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu frygter han....

_Abigael_. For hvad?

_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet ud.

_Abigael_. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som siden.

_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?

_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert Øieblik.

_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(høit)# Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.

_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_ Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.--Og hør, _à propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.

_Abigael_. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.

_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose klæder dig smukt!

_Abigael_. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand Natten over.

_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.

_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.

_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_ Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig Skriveren. _Adieu, ma chère! Au revoir!_

#(Hun gaaer ud til Venstre)#

TREDIE SCENE.

_Abigael. Ambrosius_.

_Abigael_. Kom ind!

_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.

_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.

_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?

_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til Fødselsdagsgave.

_Ambrosius_. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?

_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen.

_Ambrosius_. Men i Overmorgen?

_Abigael_. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme.

_Ambrosius_. Ikke før!

_Abigael_. Der jo kun tre Dage til.

_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed.

_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa.

_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen meer.

_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.

_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

_Ambrosius_. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at Rosenknoppen--den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee.

_Abigael_. Jeg leer ikke.

_Ambrosius_. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort?

_Ambrosius_. Nei.

_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?

_Ambrosius_. Jeg ...

_Abigael_. Naa?

***

_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den.

_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.

_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv.

_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers?

_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", som I kalder det?

_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.

_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

#(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)#

"Du deilig Rosenknop, Lad mig dig ret betragte Og paa den Skønhed agte, Som meer end Konst og Pragt Er i dit Bæger lagt."

"Du deilig Rosenknop, Hvis Blade gjer saa mange Smaa Labyrinters Gange Og dufte Luften op, Du deilig Rosenknop!"

"Du deilig Rosenknop! Igaar sad du med Glæde Smukt paa dit Tornesæde; Men du blev brudt, og see, Idag du visnede."

"Du deilig Rosenknop, Din friske Farve svinder, Dit matte Rødt mig minder, At Herlighed forgaaer Og Skønhed Ende faaer."

"Du deilig Rosenknop, Naturens Mesterstykke! Ak, hvor er nu dit Smykke? Igaar Du blomstrede, Idag du visnede!"

_Abigael_. Vil I skjænke mig den Opskrift?

_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee bleven kjønnere.

_Abigael_. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.

_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok for Jer, naadige Frøken!

_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.