Part 9

Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen, da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige, frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet; altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge. Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker, der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland, hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenen fik vi Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand. Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af, at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet om Carl XII.s Død, der gik igjen.

* * * * *

Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852 ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt. Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over, sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn. Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.

* * *

Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste Søn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864, er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.

Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det Venligste modtaget af en fjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft. Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre Sønner.

Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er forvandlet til et stærkt besøgt Badested.

V.

FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER.

Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag, men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.

Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære, at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848), overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F. C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2 Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil, som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem; men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling. Især i _Archæologien_ var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i Kundskabsmassen.

Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve _Sprogene_ mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning. Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret. Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre det, naar man selv ikke adskiller {theta} fra {tau} og {chi} fra {kappa} i sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var gaaet tabt.

Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske Filologmøde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette Udtale af {theta} og {chi}, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke _kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed, skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav. Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland, som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske Udtale.

Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, _Opførelsen af latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus' Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den 13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand. philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne; Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.

Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg paa _Archæologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren en Nødvendighed.

[5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"

* * * * *