Part 8

Men til at paavirke den franske Presse skulde der større Kræfter, end Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget at gjøre med sine egne Sager, at den kun skjænkede Udlandet ringe Opmærksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske Regjerings Vegne erklæret, at Frankrig vilde hjælpe de undertrykte Nationaliteter, men han var langt fra at gjøre Alvor af slige Løfter, og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nærmest havde tænkt paa, mærkede noget til deres Realisation. For Danmark havde Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen, og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkæmper for Friheden, og i det slesvigholstenske Oprør saa man et Vidnesbyrd om det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmærksom paa, at det tværtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en uberettiget Prætendent yderligere at sønderlemme det Land, der havde lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme, som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det Folk, som nu vilde bemægtige sig Sønderjylland, ogsaa kunde falde paa at kræve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktører; han var bleven modtaget med kold Høflighed, men Ingen brød sig om ham, og ikke engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex. Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om. Det gjaldt om at komme først med Efterretningen, og det kunde vi Danske ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg skyndte mig hen i Læsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og læste i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den hannoveranske General Halkett tænkte at feire sin Konges Fødselsdag ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjælpe ham dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mærkede man, at Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring, og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet vore Forposter og trængt dem tilbage, men, saasnart der var kommen Forstærkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstændig havde truffet Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Débats' Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den tyske Beretning oversat; vi kom først, og Artiklen blev optaget.

[4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Révolution de 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade, en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le duché de Posen de la Prusse etc."

Ellers var jeg ikke saa heldig. Drøftelsen af Retsspørgsmaalet havde Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som man lod til at ønske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La Réforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens Fjender, Rusland, Østerrig, Preussen og England, som ogsaa de skandinaviske Riger vilde tiltræde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjæbne som den tidligere. En længere orienterende Artikel "La Question du Slesvic" viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien. Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa den optaget i et af Hovedbladene, men forgjæves. Tilsidst havnede den i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik en lille Læsekreds.

Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set. Malerisamlingen var dækket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dækkede med Brædder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til Valglokaler. Derimod besøgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med den elskværdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase, Udgiveren af Stephani Thesaurus linguæ Græcæ. Lexikografen havde ikke glemt min Disputats de nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og Hertugen af Luynes.

Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene; dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge Marseillaisen paa Théatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paa Théatre des Variétés spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E. Bøgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen paa Arnestedet".

Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde den muntre og livsglade By, den havde Ord for at være. Mørk Alvor rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle, og det langt overveiende Flertal af Folket ønskede den ikke. I de første tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig Stagnation i Forretningslivet og Arbeidsløshed, og Bekymringen for det Nærværende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev værre og værre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke af fint klædte Herrer og Damer og elegante Kjøretøier, men af Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.

Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om længe var lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at træde sammen. Den provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det gik som sædvanlig: Majoriteten vovede ikke at modsætte sig Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir exécutif), som valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev Medlem af den. Dette var en Indrømmelse til det yderste Venstre, men Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det væsentlig ved deres Hjælp, d. e. ved den af Socialistførerne opagiterede Hovedstadspøbel, at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering havde ogsaa lige i det første Øieblik lovet at sikkre alle Arbeideres Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til Arbeide"; Lamartine erklærede, at dette Begreb forstod han ikke, og vilde ikke sætte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det. Man vilde heller ikke indrømme Louis Blanc det forlangte "Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for en Kommission til at undersøge og ordne Arbeiderforholdene. Kommissionen havde sit Sæde i Palais Luxembourg (Pairskammerets forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden Side havde Regjeringen for at indfrie sine Løfter oprettet "Nationalværksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militær Vis i Sectioner, og bevæbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde. Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (væsentlig Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde skaffes, 1½ Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun beregnet for Søgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidsløse, var over 5 Gange saa stor som den første. Udgifterne beløb sig til 95,000 Francs om Dagen, og det udførte Arbeide var i Virkeligheden Intet værdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medføre. Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange været lige ved at blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det forstaar sig, at de vilde bruge den.

Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation, om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjælp. Under Paaskud af at frembære en Petition desangaaende begav en kæmpemæssig Procession sig fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet, og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militær; men Ordrerne bleve ikke udførte. Massen tiltvang sig Adgang til Forsamlingen, erklærede denne for opløst og udnævnte en ny Regjering, selvfølgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glæden var kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede Nationalforsamlingen for de ubudne Gjæster, blev Hotel de Ville omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens Sag, og Hovedmændene for Oprøret bleve fængslede, for saa vidt som det ikke lykkedes dem at undkomme.

Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de, jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue St. Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om 20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med ham. -- Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det hele Folk, ja ei engang af den største Del.

Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd, ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!" (en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp, som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op; mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes Raab: Sentinelles, prenez garde à vous! og saa snart det dagedes, hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden.

Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede og lige Gader; de snævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i Besiddelse af hele den østlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place Maubert og Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra de arbeidede sig frem for at bemægtige sig Hotel de Ville og Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris. Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt. Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl. 1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.

Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havde jeg tænkt at reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L. Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den 25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede. Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig til den næste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da jeg kom til Rue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels, halvt ødelagte By.

* * * * *

Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene, som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel. Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en passende Pension.

I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom; hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se, hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen.

Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af Oldtidslevninger.

Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløse Fjender benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land; den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv og Blod for Fædrelandets Frelse!