Part 7

Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge Erstatning i _Böotien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. 12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg gik over Eleusis og Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen; Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn; det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia (Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte, hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog.

Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos. Paa den yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske. Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. -- I Theben søgte jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos' Helligdom maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro (Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der, skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørt til Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. -- Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d. 25. April.

Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i _Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.

Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om, hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjælp af et Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden, medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage. Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaanden at komme, dog ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at komme mig, skrev jeg følgende Disticha:

Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande, Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals, Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom, Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog, Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang, Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed, Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder, Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst. Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen? Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.

Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde _Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord; saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August kunde stige i Land i Triest.

Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem. Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det ene Punkt af deres Fædreland efter det andet! De ankom paa en skjøn Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen, saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono". Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke hørt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave skulde ikke vare længe.

Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien, Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted, hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød mig til Middag sammen med Franz.

I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til Kjøbenhavn.

IV.

REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.

Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske Arbeide, Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i Italien og Grækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede.

Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig "den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet, havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr. slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang i vide Kredse; dog var det først, efter at de holstenske og slesvigske Stænderdeputerede i Mødet i Kiel den 17. Febr. paa det bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der fremkom en lignende Erklæring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et Møde hos Professor Clausen af 45 Mænd, iblandt hvem ogsaa jeg fandtes, og senere tiltraadt af Mænd i en stor Mængde Kjøbstæder og Landdistrikter.

Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevægelsen større Fart. Man rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste Medlemmer af Holstens og Sønderjyllands Stænderforsamlinger i Rendsborg og vedtog at skikke Sendemænd til Frankfurt og til Kjøbenhavn for at forlange Sønderjyllands ufortøvede Løsrivelse fra Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med Holsten dannede en selvstændig Stat med sin egen Forfatning. Saasnart Efterretningen herom kom til Kjøbenhavn, vedtog Borgerrepræsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han bønfaldtes om at forebygge Statens truende Opløsning ved uden Ophold at omgive Thronen med Mænd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks Ære og grundlægge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt Borgerrepræsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mænd med levende Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe den til Kongen den følgende Formiddag. Den næste Morgen (21. Marts) tiltraadte Magistraten Borgerrepræsentanternes Beslutning. Kl. 11 traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten og Borgerrepræsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og bevægede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Høibro til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som andensteds skulde møde Toget med skarpe Skud. Men efter at Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter, inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets Ønske allerede var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glæde og Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjørelsen og halvveis bestemte paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfældigvis til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste om Sagernes Stilling, og Bølgerne lagde sig, ikke paa Grund af min Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette Øieblik vilde være meningsløs. Dagen efter ankom de slesvigholstenske Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres Fordringer indrømmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed var Sagen afgjort. Martsministeriet blev øieblikkelig dannet; de slesvigholstensksindede Embedsmænd skyndte sig med at komme bort fra Kjøbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrængtes af en eneste Tanke, at værge sit Land og sin Ære, det maatte koste hvad det vilde.

Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprøret havde allerede faaet fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Størstedelen af Sønderjylland var i Oprørernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver Bestræbelse for at hævde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid til denne Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer.

Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man kappedes om at indsende Pengebidrag, større og mindre; man tilbød Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uøvede. Der blev derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den nødvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg følte mig forpligtet til at stille mig i Krigernes Rækker, og deltog med flere af mine Venner i disse Øvelser. En Eftermiddag, ligesom Øvelserne skulde begynde, modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjælden Betydning. Det var Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lærte den øieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik han til Hæren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas, og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud paa Vedsted Mark.

Jeg fik ikke Lov til at følge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte Kultusminister Monrad mit Ønske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei," sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser, skjøndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til Paris," tilføiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lægge Veien over Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede ikke paa Postens Paalidelighed og ønskede derfor at benytte Leiligheden til at sende den endnu engang.

Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde føre mig til Lübeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum Forfærdelse betog mig, og næsten uden at vide af, hvad der foregik omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til Dags vanskelig gjøre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes, særlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var derfor ikke helt rolig ved at skulle kjøre paa Jernbanen fra Lübeck til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han bemærkede: "Nicht wahr? Die Dänen haben Sie doch immer sehr perfid behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham Ret i. Jeg kom forøvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der paa Hotellet indførte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med meget mistænksomme Øine. Jeg afleverede den næste Morgen min Depeche til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land. Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores berømte Kirke, og gik saa over Brüssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honoré -- nu Rivoli -- og Børsen).