# Af mit Levned

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/af-mit-levned-36430/index.md

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus, Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste. Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes: "Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder. Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok, eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed nødte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig. Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum, Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin. Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om; nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland. Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det, Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu høiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof. juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie (senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I _Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig, naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845 efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal.

_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby, var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier, Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge. Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab, som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt ædlere Indtryk end Slottet.

I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til Grækenland. Pastor _Lüth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk, en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper, besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure.

Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og _Theophilus Hansen_. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskværdighed ikke stod tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28. Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C. Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke, at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis, hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig. Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.

Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede, hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen; baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se, at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne tilføie et Par enkelte nye.

Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger _Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og Løven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grækernes Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og synge:

{Holoi Hellênes mazê,} Alle Hellener sammen, {holous Phrankous 's to souble.} Alle Franker paa Spiddet! {holoi Hellênes mazê,} Alle Hellener sammen, {holous klephtais 's to souble.} Alle Røvere paa Spiddet!

Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere allevegne.

Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde. Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg, og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget, skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er græske Heste."

Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25. Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og den næste Dag red vi over _Tiryns_ og _Mykenæ_ til _Argos_. Ingen Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det, at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus.