Part 3

Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium, først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde Theolog _Emil Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nøie Venskab forenede mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til Licentiat _P. E. Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_, der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ.

Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium, Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand. For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne. Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over, hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været 50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer, Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af Livet.

Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L. Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837 toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv. Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i "Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage, end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid. Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.

Abierunt hiemes, Nives abierunt; Acres iam sunt iuvenes; Senes qui fuerunt. Sicci disputavimus Olim in Lyceo, Nunc in silva ludimus Uvidi Lyæo.

Logicæ cum tæduit Et doctrinæ morum, Ad naturam rediit Rex philosophorum. Lætus tum investigat Feras animantes, Quid delphinos moveat Et tigres bacchantes.

Alexander magnus iam Huic magistro datus Penetravit Indiam Euius renatus. Vivat Aristoteles! Fratres, nos vivamus! Alexandri similes Fortiter bibamus.

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof. theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i 1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein, Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe). Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup (senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M. Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand. philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg, E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_, senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg, læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi. Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter. I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3 Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og 2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig, at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter. Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere. Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_ havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre, og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus; jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven. Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie, græske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige. Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme, men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk. Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes Standpunkt.

Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise, hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst, og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes, "dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin "Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig, hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens Personer og Forhold."

* * * * *

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet. Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet. Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor. Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.

III.

ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.