# Af mit Levned

## Part 18

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/af-mit-levned-36430/index.md

En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.) gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40 Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11. B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende, at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjør helst Brug deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening blev fastholdt.

Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift, 11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni.

XIV.

SLUTNING.

Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November 1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus, der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen; og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske Præsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor Tidsregning.

Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var bleven Medlem, følgende Skrivelse:

_Carlsbergfondets Direktion, d. 25/10 1895._

Højtærede og kjære Kollega!

Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler -- vi tænke os 2000 Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af Direktionen.

E. Holm. S. M. Jørgensen. Japetus Steenstrup. Eug. Warming.

Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger, der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte, jeg skulde indfrie.

Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos, men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14]. En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at det var selve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat, ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter, formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over Vitruvii de architectura libri X med særligt Hensyn til den Tid, paa hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser. Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at which this work was written, by J. L. Ussing 1898.

[14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven opmærksom herpaa.

I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester, hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon, med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske Theatre høist 5 Fod, i de græske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh. f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat. I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11 Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om; Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe. I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede Forsøg paa at gjendrive den.

Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi 1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg kunde ikke med egne Øine se og undersøge de Vidundere, der allevegne kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for 50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen, Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere, end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver, som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.

Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet, strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.

I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det forekommer mig, uomstødelige Beviser.

I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ældre kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer", Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hun vil sagtens længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue, hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas.

Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse, som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover.

Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet.

* * *

Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre.