# Af mit Levned

## Part 15

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/af-mit-levned-36430/index.md

I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B. Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk, saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien. Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen. Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker, naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde "givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."

Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.

Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler. Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være et pium desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons "Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i.

[9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff.

Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi. Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning; men nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig; thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden, hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig, som jeg var med dem.

Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent, Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner. Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet; man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre, maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer. Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig.

I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet, blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele, da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra Regentsen[11].

[10] En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag 1885).

[11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.

(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).

At kommandere en enig Hær, Som strax paa Vinket staar paa Pinde, Dertil kan bruges omtrent enhver; Men hvis du derimod vil finde En Mand, der Styr kan holde paa en Hær, Som saadan rigtig dygtig oplagt er Til Klammeri Og Mytteri, -- Da søg en "Kommandør" som vores.

Man siger os, vi har ej faa Af disse slemme, slemme Synder, Men vil man deri se Tegnet paa At Verdens Undergang begynder, Jeg siger bare: kom da selv herind Og se vor Enighed om Gaard og Lind -- Og dette til: Spørg, om De vil, Hvad Mening vi vel har om Provsten.

Det bliver ét kun, det Svar, De faar Fra hver især i hele Banden; Thi han har Kærlighed til vor Gaard Som sikkert ikke nogen Anden. Og det er ikke bare Hjernespind, Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind I fordums Tid Plantet af Hviid, -- Var dette blevet gjort af Ussing.

Thi -- er det Sorg, er det Munterhed, Der fylder disse røde Rønner, Med Raad og Daad altid godt han ved At hjælpe sine Plejesønner. Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind I kær Erindring leve i vort Sind, -- Medens vi nu Med Tak i Hu Vil raabe: længe leve Provsten.

Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat -- thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede Øiet for, at det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"

Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894 blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien (27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet".

[12] En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.

* * * * *

D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen. En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de 100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars Forløb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine Fordringer uden at spørge om Forlov.

Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer" modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling, især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien, da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien, og jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det.

Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser, og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger, som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter, Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.

_Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._

I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke.

Kjøbenhavn i Marts 1896.

H. G. Zeuthen. H. Scharling. P. Madsen. Will. Scharling. H. Matzen. Deuntzer. Saxtorph. C. Reisz. Christian Bohr. A. F. Mehren. E. Holm. V. Fausbøll. Wimmer. Joh. Steenstrup. Julius Thomsen. Thiele.

XI.

SKANDINAVISME.

Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et "Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig, saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte Professor Geijer.

Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer, medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.