# Af mit Levned ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/af-mit-levned-36430/index.md I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en _Reise til Italien_, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter, saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise, der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskværdig gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F. Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente _G. B. de Rossi_, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860. I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket for mig. Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret 1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det meste den Glæde at ledsages af min Hustru. I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet "elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes: Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul; -- Her er godt at bo -- Her holde vi den deiligste, fagreste Jul; -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, slutter han: Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst -- Her er godt at bo -- Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst, -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer -- Der er godt at bo -- Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær. -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul -- Der er godt at bo -- Og feire i Norden igjen en fager Jul. -- Men Veien til Hjemmet er lang. -- Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde været der -- og han havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge. Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro, det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6]. [6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig overensstemmende med de virkelige Forhold. Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel; jeg anede jo nok, at det var det sidste. Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn. Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en Reise" 1873. Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru, men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var imidlertid _Grækenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i _Lilleasien_ havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og 1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius. I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi tilbragte Februar og Marts Maaned i _Ægypten_ hos min ældste Søn, der var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer, man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise. VI. FORFATTERSKAB. En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868). Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og "Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886 "Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af Homer". Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham. Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og Tilskueren[7]. [7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875. Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig, at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig. Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og Mercator, udkom 2. Udg. 1892. * * * I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867 til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den historiske Klasse. Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og "Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne "Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige, Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und Studien". Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr. Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879), paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et Bedrageri. I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas, en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er ægte. -- Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe antages for ægte. Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end _N. L. Høyens Levned_. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29. April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem; man skulde jo dog leve af sin Kunst. Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76. * * * I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk Afhandling om _den græske Søilebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der Baukunst bei den Griechen. VII. SKOLEVIRKSOMHED. -- PÆDAGOGIK. -- RETSKRIVNING. Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed til _Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2 Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar han som _Undervisningsinspektør_ reiste omkring for at kontrollere Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink.