# Absalons Brønd ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/absalons-br-nd-40291/index.md "Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din Moders Skyld." "For Moders Skyld?" "Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have Glæde af Uniformen?" "Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?" "Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?" Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar Aftes, var her igjen. "Hvad for en Herre?" "Candidat Berner." "Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!" Berner kom ind. Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid, endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader, gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk. Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og spurgte i en nedladende Tone: "Hvad er til Deres Tjeneste?" Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn. "Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud. Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien, men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa tillod han sig -- "Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op. "Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen Besked vidste om. Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede: "Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være Dem til Tjeneste med?" Nei, det var der ikke, og Berner gik. * * * * * -- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna. "Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op -- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om -- og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!" Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup. Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor Gevinst. Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa hendes mulige Overgang til Theatret. Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige glad. Med den Besked gik saa Terndrup. Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen, og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før hun ligesom tøvende svarede: "Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort Hus." "Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han skal ikke have sin Gang i Baghuset!" Men _det_ havde nu Poul alligevel. Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten. * * * * * -- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et Hjem. Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst. Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige" Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_ paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd. Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens skeløiede Søn hjem til Middag. * * * * * -- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin maritime Fremtid. Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe, hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol. Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi og sy Rifter sammen over Knæene. Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge skulde det afgjøres. Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden at være bleven savnet. Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom. Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!" viste Madam Siegler sig. Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler. Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren. Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede ikke Vegetarianere. De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade. Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb. Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af Aaret af Kaffe med Wienerbrød. -- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været Selskabelighed?" "Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo Sorg!" "Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo." "Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er saa høitideligt!" Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det velhavende Bourgeoisie. "Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!" "Men hvorfor dog ikke det?" "Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! -- Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van." "Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!" "Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix." "Er han _det_?" "Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen Gudfrygtighed paa Palais'et." "Gjør det _det_?" "Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!" "Nei, tænk!" "Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe den over." "Ja, det kan man jo." "Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis nok Kald ude paa Grevskabet!" "Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!" "_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord." "Nei, gjorde han virkelig!" "Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han spiste med Kniven!" "Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet kunde bruges paa den Maade. "Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i," sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke, Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget -- det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!" -- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der skulde være i Ulvesvælget. _Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og anede Ingenting. _Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage Livet af den og begrave den under Lindetræet. Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée. Det lider hen paa Eftersommeren. Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus, Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv, som allerede er begyndt at tyndes ud. Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om "Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny Vinterfrakke hos Skrædderen. Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt- og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og Druer fryder Øiet rundt omkring. Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne, krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer med fra Skoven. Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt Kniplingsklæde. De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over at have maattet tage ind. Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt -- Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer. Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket. Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske, der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli, der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme. Sommeren er forbi, det er Efteraar. * * * -- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser. Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at det var et særlig godt Aar med Høns. Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og endte saa med at falde i Staver. Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og Nerier. Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi, var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven indrettet et photographisk Atelier. Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok, blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans Dueslag. Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik forbi, og spurgte sig for. Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og Terndrup satte sig. -- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den, naar han engang faaer den!" Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et Par Gange: "Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage hørt Pastor Knastrup." "Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om efter en Lænestol!" Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun: "Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han, Gaardmissionairen, ogsaa sagde!" "Naa, gjør han _det_!" "Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus, der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa Skuldrene vartede op med Handsker paa." "Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst, skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne ikke selv gjorde Noget af Jagten!" -- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og høre paa det en Dag!" "Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!" "Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig en eller anden god, ny Bog?" "Jo, men hvad skulde det være for en Bog?" "En, der ender godt!" "Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!" "Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side, saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og _det_ var saa hyggeligt!" "Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem -- Farvel, Jomfru!" "Farvel, Terndrup!" Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte Terndrup være med. Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke. Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det aabne Vindue og stirre ud i Gaarden. Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille. Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om med en Salonbøsse i Haanden og sagde: "Den blev der sgu!" "Hvad for En?" "Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den." "Naa, saa De jagter!" "Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?" Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste ikke, om det gik an at lukke saa tidligt. "Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner. "Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!" Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og grundede. -- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup. "Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig imod mig?" Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen for nemt til dem -- det er det Hele!" "Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner. "Nei, det var først Faderen, der begyndte." "Naa, det tænkte jeg nok!" "Hvorfor det?"