Part 19

"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at opgive Forretningen?"

"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har lagt Skilling paa Skilling."

"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"

"Ja, det er da paa høie Tid!"

"Hvad vil det sige?"

"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar; skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!"

Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig "kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og Marie holdt af hinanden.

Det blev en artig Scene!

Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa, aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. -- "Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist ikke nogen større Formue, vel?"

Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.

* * * * *

-- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! -- saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i Fedtefadet --"

"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt, "det blev han ved med at sige til det Sidste!"

"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa flytte til October, Understøttelsen beholder De!"

* * * * *

Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.

-- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!"

* * * * *

Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse med.

* * * * *

En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.

"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i Audienspositur.

"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om," svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."

Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde Generalconsulen fornærmet det Samme.

"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi stille op med hende: hun vil flytte!"

"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!"

"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig ved, men --"

"Nei!"

-- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa, han har naturligvis unge Ben, saa --"

"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"

"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"

"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"

"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres Søn kun er Secondlieutenant?"

"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!"

"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed Noget?"

"Om hvem?"

"Ja, det maatte vel være om Dem!"

"Om mig!"

"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"

"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --"

"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!"

"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?"

"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"

Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede, da han sagde:

"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"

"Naa, ikke?"

"Nei!"

"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_, der smuglede!"

"Mig!"

"Ja, vist var det saa!"

"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!"

"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle Frimærker, som sad paa Brevene."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.

"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"

"Naa, og det Brev, det læste De?"

"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort, men --"

"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"

"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men gjort er gjort!"

"Naa, og Brevet, Brevet!"

"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa grumme tydelig."

"Naa, det blev den!"

"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa, mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul -- og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis -- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!"

"Tilstod han maaske ikke selv?"

"Jo, han gjorde!"

"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt, hvis han havde havt rent Mel i Posen!"

"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig, og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"

"Hvor meget koster det Brev?"

"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup, stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae."

"Hvad skal det sige?"

"Nei, for jeg har brændt det."

"Har De brændt det?"

"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har ogsaa fortrudt det bagefter!"

Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.

"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.

"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"

"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?"

"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante, som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i Aviserne!"

"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"

"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!"

"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"

"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!"

"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at slaa op i!"

"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke -- men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.

"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse, nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom -- De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"

"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen. "Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!"

"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke mig. -- Men det gjør nu Ingenting!"

"Ikke det!"

"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"

"Hvad for en?"

"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se, hvad der staaer:

"=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard, Store Kongensgade 238."

"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"

"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"

"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."

"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"

"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!"

"Nei, jeg gjør ikke!"

"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen, det kjøbte sgu Deres Fader strax!"

"Det Hele beviser Ingenting!"

"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag, det kommer frem!"

Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at vinde et nyt.

-- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!"

"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden, begribeligvis!"

"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige Balletspringerske -- aldrig!"

"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."

"Ikke det!"

"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!"

"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?"

"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."

"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?"

"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne efterlader sig --"

"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"

"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --"

"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i Familien!"

"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie Lund."

"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"

"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"

Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen -- overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede Vennebjerg, og endte med at give sig.

* * * * *

Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.

-- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er det nu, han hedder --"

"Berner!"

"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg ikke skal udkomme!"

"Ikke det!"

"Nei, De maa standse Trykningen!"

"Det kan jeg sgu ikke!"

"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!"

"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr. Generalconsul!"

Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.

-- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste. Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!"

"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud. "Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"

"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den Trifolium."

"Hvem er det?"

"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og Lieutenant Lange -- nu veed De det!"

"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!"

"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder den?"

"Jo, det har jeg vel nok, men --"

"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!"

"Mission -- ja, hvilken Mission?"

Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et polisk Smil i det ene Øie og svarede:

"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd ellers aldrig bleven til Noget uden den."

Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin gamle Ven.

"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for _det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først til sidst.

Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:

"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"

"Hvordan det?"

"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --"

"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds Belte!"

"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet Frøet!"

"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"

"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det Brev, Terndrup --"

"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"

-- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det i Virkeligheden som i Bøgerne!"

"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa, Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden, blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev gift med hans Søster!"

"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa sikker!"

-- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup.

Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt -- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i October vilde han reise.

* * * * *

Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til Huse i de smaa Rum.

Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og saa gik Holst og Berner med op.

* * * * *

Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.

-- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup. "Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud maa vide, hvem der egentlig boer!"

"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en Photograph -- =sic transit= --!"

* * * * *

Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. -- "_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det "historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue", det er ikke godt at sige.

* * * * *

-- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver Fremmede --"

"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland ligger," afbryder Berner ham med et Smil.

"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst, "som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er borte!"

"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i hele Verden!"

"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"

"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner, "'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"

"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"

"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den gyldne Kongekrone!"

"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny 'Kjøbenhavns Slot'!"

Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og bliver et Folks dyreste Eie!"

-- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger -- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte i forgyldte Rammer!"

"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"

"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.

* * * * *

Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"

"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger, hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide, _hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig, eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse -- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_ er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi _skal_ vel ned!"

-- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"

"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er _det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"

* * * * *

-- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.