Part 18

"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.

"Har _jeg_! Er det sandt!"

"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!"

"Og Du er ikke vred over, at jeg --"

"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand."

"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige Malerier, Hans?"

"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel altid!"

Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det var længe siden, hun havde gjort det!

"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver," vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant, og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!"

-- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer, der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du saae til -- men det skal jeg ikke være mere!"

"Aldrig?"

"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det, som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid -- næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"

* * * * *

-- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"

Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien. Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.

Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at være en hel Vinter borte!

* * * * *

Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".

Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester og Kamerater, ventede sig en Succes.

Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.

Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.

Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.

Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun helt igjennem førte sig.

Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun var glad eller bedrøvet over det.

Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.

-- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"

* * * * *

-- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat -- Mille var bleven meget gammel.

Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St: Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei, jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig, dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse, og Be'emanden veed Besked!"

Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"

Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde, som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af sig og derfor trængte til Opmuntring.

Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.

-- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt. Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem, men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder -- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i Commoden!"

Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede Silkebaand en gulnet Convolut.

"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at jeg har gjemt dem!"

"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.

"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"

"Det skal jeg!

"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"

"Ikke det?"

"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen Sygdom, vel?"

"Nei, det er det jo ikke."

"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i Ryggen paa mig!"

"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted -- Farvel, Jomfru!"

Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:

"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have Lænestolen efter mig -- jo De skal!"

"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som De --"

"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"

* * * * *

Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde have ret langt tilbage.

Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.

Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end nok!"

Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.

Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt.

Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste -- aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt, fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi!

Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt Illusion.

-- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes aldrig mere!"

Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet -- saa bliver den borte i Mørket.

-- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien. Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod det.

* * * * *

Det lød saadan:

Min egen, kjære Marie!

Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.

Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.

Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig -- hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og _jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden -- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira, men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien.

Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer det.

Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med. Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_, og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.

Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem, som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie, Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken.

Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan bære sig saadan ad.

Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om, at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.

Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme.

Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen skulde jo rigtignok helst have været en anden.

Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre -- saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.

Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!

Din Poul.

Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin Lykke til.

Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.

* * * * *

I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.

-- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"

"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer ud og erstattes ikke af lignende ny."

"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf', De trænger til for at lade Bogen komme ud?"

"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"

Saa kom Holst.

-- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"

"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig travlt!"

"Hvormed?"

"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!"

Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin Krone op over Taget.

"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!"

"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud veed, hvordan Alting var gaaet!"

"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"

"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?"

"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige Forsøg, din Kone har faaet."

"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.

"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand, skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."

"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"

-- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!"

"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens Gaard?"

"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under Lindetræet, og saa --"

"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt.

"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og forsvunden'!"

"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø, som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."

"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard -- har De ikke?" spurgte Holst.

"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."

"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"

"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"

Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus Resten af Aftenen.

Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen.

-- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"

Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.

-- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i "Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.

"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De det endnu?"

"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.

"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan more mig at vide?"

"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.

"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?"

"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om hende."

"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg vilde!"

* * * * *

Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat.

-- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.

"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.

"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"

"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"

"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.

* * * * *

Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene ad.

-- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_ heller ingen 'Puf' til Bogen?"

"Jo -- umuligt var det jo ikke!"

"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra Byen!"

"Fra Byen?"

"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup og saae ned.

"Men hvorhen dog?"

"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."

"Men jeg troede dog, at De --"

"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i Længden kan man ikke holde det!"