# Absalons Brønd ## Part 16 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/absalons-br-nd-40291/index.md "Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men _det_ vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte "Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun kunde lade ham vide, at han manglede Energi. Holst var hendes Trøst. Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen: "det er saa uselskabeligt," sagde han. Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham Bestillinger -- som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod -- og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig. -- "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser -- prøv det en Gang!" Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. -- "Vil Folk kjøbe et Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han. "Ja, det _kan_ de," indrømmede Holst, "men det _gjør_ de sgu ikke!" * * * * * En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort. -- "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun. Men det blev han som ude af sig selv over. "Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har _min_ Kone i det Hele at drøfte med ham! -- Julekort! Troer Du, jeg vil stykke min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste Kirker -- nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!" Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide, hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at besøge hende. Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul. _Han_ brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, _naar_ han havde Lyst. Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens Udeblivelse, at sige: "Vær Du glad ved _det_, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte Buxer, naar Saluten var gaaet!" En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra Vennebjerg. Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn. -- "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre -- En, der hører til Lavet -- men Andre har sgu ikke Lov til at stille den Slags Fordringer! -- Troer hun, det kan være _mig_ en Fornøielse at male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier, hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!" "Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten. "Jo, det er _for_ paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa, da jeg gav Bogen tilbage." "Du gjorde da ikke Noget ved den?" "Jo -- naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre Spinatgrønt i passende Blanding -- jeg vil først og fremmest have Fred -- men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!" "Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords. -- "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude at skyde et Par Harer for Frøkenerne." "Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. -- "I Parenthes sagt: Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!" "Du med dine Parentheser!" brummede Duborg. "Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser," svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! -- Apropos Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at Herregaards Pølse er noget for _sig_, det maa man indrømme." "Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. -- "Har Du ikke noget Salat, Ragna?" Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne Aarstid. Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og sagde: "Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!" "Hvadbehager! Hvorfor ikke det?" "Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen Andre kunde faae det -- _det_ gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!" "Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!" sagde Holst. "Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men hyggelige!" "Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man _havde_ jo ingen Hjem: Manden gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at forme Hjemmet efter sin Smag -- den er ikke altid fin --" "Nei!" sagde Duborg. -- "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke, og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke er den _store_ Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. -- Nei, Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! _Har_ De egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i Blomster Aaret om -- Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget -- det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! -- Ja, i een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave -- men det kommer nok!" "Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner. "Hvorfor ikke det?" "Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil, mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et _Hjem_ -- det kjender Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug, saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er meget, meget bedre." "Hvad er det for en?" "Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de viser, _hvad_ det er, og _hvem_ det er, Byen ønsker at mindes om. De er et Led i den historiske Opdragelse, og _den_, veed De jo nok, jeg i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse." "Det veed jeg!" "Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i 'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu har skabt Landets Saga -- daglig historisk Læsning for Menigmand i hvidt Marmor -- det er alligevel en stolt Tanke!" "Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke, hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder mig, det tilstaaer jeg." "Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget. -- Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm -- ja, jeg har ikke været _der_, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod _Øst_, bestandig mod _Øst_. -- Det er et helt stort Capitel af Sveriges Historie, man kan læse sig til af _den_ Statue! -- Og herhjemme! For blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen ved Langelinie!" "Ja, den er smuk!" "Men det er ikke _det_, der gjør den til, hvad den er -- lige saa lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!" sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke, korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem -- man har ikke mange historiske Documenter af den Slags!" "Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade -- mindst lige saa smuk som =Villa nazionale= i Neapel -- til Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø -- en Maaneskinsaften her -- vidunderlig!" "Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det," sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus drøner lige imod det." -- "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg. "Saa kom med det!" svarede Holst. "Ja, men det er ikke om jeres Monumenter -- der er kun to eller tre i hele Verden, der duer noget -- nei, det var dengang Talen var om Blomster." "Saa kom med Blomsterne!" "Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt -- men hvad kan det hjælpe, man pynter op med _dem_, saa længe vi har de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed -- og _dem_ længtes Ragna efter nede i Rom!" "Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna. "Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!" "Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler i og have en Kaffepunsch staaende!" "Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet paa Frederik den Sjettes Tid!" "Maaske!" svarede Berner med et Smil. -- "Men hvem indestaaer mig saa for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny -- og der er dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage -- _jeg_ hører nu engang til de Sidste!" "Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!" "Og med de indvandrende!" tilføiede Berner. "Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?" "Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller Resignation -- man kan vel kalde det begge Dele -- til at sætte Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!" "Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst. "Ja, for Exempel!" "Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd den Sidste af sin Slags! -- Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne en gammel Stængerotte!" Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. -- "Men _der_ bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede Terndrup. Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt; Holst sang -- Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til at decorere med -- og der var saare fornøieligt i den lille lune Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor. "Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og Guitar, de supplerer hinanden!" Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og saa svarede hun undvigende. "Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din Kone!" "Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut. "Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik -- hun og jeg spiller saa godt sammen!" "Ja, det er nok muligt -- men _jeg_ spiller jo ikke!" "Nei, netop derfor!" "Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog igjen fat paa sin Sang. -- "Ja, var man endda _der_nede!" brummede Duborg, efterat Holst havde sunget =Sul mare l'uccica=. "_Her_ er jo meget bedre!" paastod Holst. "Ja, jeg skal love for det! -- Man hundefryser jo!" "Saa se Dig varm paa Billedet _der_! -- Det er da Romerminder!" -- Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen. "Ja, det er godt gjort," sagde Duborg. "Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til _mig_," sagde hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og ingen Anden have!' -- Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil. Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt -- den ranke, kloge Frue! * * * * * -- "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst. "Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham." "Troer De?" "Ja, _De_ troer maaske, hun valgte _mig_ -- eller _Dem_!" Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige: "Hun er da ikke syg?" "Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke engang rigtig villigt til at kjøbe _mine_ Mesterværker for Tiden. -- Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa at anskaffe sig Malerier ved Juletid!" * * * * * Det var der forresten En, der gjorde -- men han var anonym. Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til Kjøbs, og hvad Prisen var. Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier, men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde: "Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner." Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at det var Moderen, der var Kjøberen. Det _var_ imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge Albaneserinden op. Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos Duborgs: Mille Buxbom blev _ikke_ i Vingaardsstræde. De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun _maatte_ flytte, og _det_ mente ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt opsøgte hende, _hvor_ hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private Kaffe. Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens forskjellige Kvarterer. Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. -- "Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i Lommen -- det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede hun strax, at hun vilde bort. "_Den_ Historie ønsker jeg dog ikke at overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød -- nei, Tak!" Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted. -- "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver Gang det banker -- De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den _der_" -- hun pegede paa en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas. "Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter Guldfiskene -- de var ikke til at holde ud at have i Længden -- og den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. -- Aa, vær saa god at sidde ned -- nei, i Lænestolen -- ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!" "Hvem?" spurgte Terndrup. "Min egen Læge, den velsignede Mand! _Han_ har fundet ud af, hvad tre andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han, og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende at vide, _hvad_ det er, man feiler." Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa Lænestolen. -- "Naa, _har_ De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte Terndrup. "Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man har Klokkerne _der_ paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer, som logerer _der_ -- ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man hørte dem. -- _Der_ vil jeg hen!" "Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det -- men prøv paa at holde ud _der_ et Par Maaneder!" "Et Par Maaneder -- hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten -- vil De huske det, hvis han skulde glemme det?" "Det skal jeg!" "Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med _Dem_ om: De veed jo, at Marie skal confirmeres nu?" "Ja, hun skal jo saa." "Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe -- med Bur, naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!" "Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!" "Naa, ikke -- nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en Gave ved saadan en Leilighed. -- Ja, saa troer jeg, jeg vil give hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica." "Ja, gjør De det, Jomfru!" -- "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?" "Udmærket! -- Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. -- Farvel Jomfru!" "Farvel, lille Terndrup! -- Og husk saa angaaende min Begravelse, at Be'emanden veed Besked! -- Farvel!" Marie blev confirmeret i Slotskirken -- det kongelige Theater hører jo til Slotsmenigheden. Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat. Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og Oehlenschläger's Tragedier -- et saa godt som nyt Exemplar -- Mille Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en Psalmebog med Guldsnit. Men det Bedste af Alt var dog den Ring -- en glat Guldring med en enkelt Turkis -- som Poul selv kom med om Aftenen; _han_ var halv forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte uvilkaarligt: "Hvad saa?" -- "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet _den_ Dag!" "Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever daglig sammen med hende -- skjøn paa _det_!" Og saa græd ogsaa hun -- det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden ikke saae det. * * * * * -- Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod. Han havde af en eller anden Grund -- eller maaske af flere -- ventet at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed, men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser. Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den, og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold. Generalconsulens Frontforandring foregik med _den_ resolute Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding. * * * * * -- "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes til ligesom Syltetøi! -- Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned i _vores_ Familiebegravelse!"