# Absalons Brønd ## Part 15 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/absalons-br-nd-40291/index.md Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru -- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom gaaende fra Kroen. "Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører ikke til her, det er Streifvildt." "Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine, "og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr maa vi da sagtens kunne ramme!" Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke. -- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt, men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst -- kom saa!" De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se, hvordan den Jagt spændte af. Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt -- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine opdagede det strax. "Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne. "Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?" "Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!" "Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var _det_?" Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om! Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med Bøsse i Haanden. Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben. "Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!" raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?" "Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham Haanden. "Er det virkelig Dem!" "Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou. Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund -- _hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for. Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før Situationen med Eet var forandret. "Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!" Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken. Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt af Fru Lund. -- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da Kaffen var drukken. Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre bange for, at Berner skulde høre noget om. -- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne. Ja, det havde Terndrup da. Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig? "Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup. Om han kunde bevise det? Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet. Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel en Anden, som --" Terndrup nikkede. Og han vidste, hvem det var? Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud af ham. * * * * * Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes. -- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid," sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres Soveværelse. "Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt," svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den Aften. * * * * * Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i "Livjægerne paa Amager". -- Tiden gaaer. * * * * * Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder. Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter stadig Pensionat og stadig Husdyr. Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og paa alle Andre med. Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens Knaphul begynder at gabe efter et Baand. Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver; han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret! * * * * * Men Duborgs! * * * * * Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner: "Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?" "Nei!" "Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!" * * * * * Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem. Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham, lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han bestilte til Tider ligefrem ikke Andet. -- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit Arbeide!" "Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se paa Drengen," svarede han. "Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden Jul!" "Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa han vente." Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!" "Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!" "Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!" "Det kan man vænne sig til!" Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa Skjødet. "Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan -- en ren Madonna!" Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og det var med et fornøiet Smil, hun svarede: "Aa, Pjank, Hans!" "Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med Drengen paa Skjødet!" "Aa, hvad!" "Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et Motiv, jeg synes om!" -- Og Billedet _blev_ godt. I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort. -- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først og fremmest naturligvis for Drengen --" "Og for Dig selv!" "-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt Romerminde hjemme i Kjøbenhavn." "I Kjøbenhavn?" "Ja, vi skal jo hjem til Foraaret." "Hvem siger _det_?" "Det har _Du_ jo sagt!" "Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange." "Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis." "Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?" "Længes _Du_ da aldrig hjem?" "Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov." "Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og ordentlige Kakkelovne og --" "Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan man da ikke tænke sig at have i en Stue!" "Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --" "Klipfisk!" "Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den igjen -- kan Du ikke?" "Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!" "Men Du har dit Arbeide, din Kunst!" "Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da forresten rarest at være fri for at male." "Hvad mener Du med det?" "Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det." "Det mener Du jo slet ikke!" "Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere, end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers -- _det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere. Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer, nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de skulde brændes!" "Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte Ragna. "Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer -- i alt Fald ikke hos Kunstnere!" "Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?" "Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?" "Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede Noget sammen. "Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?" Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller. "Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke -- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med hjemme." "Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem godt. Hvem har tegnet det for Dig?" "Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde." "Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!" Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben, Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde. Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget: "Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!" "Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!" indvendte Ragna. "Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin, naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe." "Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!" * * * * * Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev, at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April. Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte; helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt vilde han ikke give. Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa omtrent, hvad han søgte. Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt, men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret. -- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_ vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!" "Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have, Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!" Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det alligevel ikke ret meget. Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled, og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden. * * * * * Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse -- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt som muligt med hinanden. * * * * * Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!=" udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora! * * * * * Dette hang saaledes sammen. * * * * * Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule" og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde" Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg. Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand, var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef, der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige, spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i fuldt Firspring over ad Præsidenten til. Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident. Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte _ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare. * * * * * Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget Andet. Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste, for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud. Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei, der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære, foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som et Løfte om fast Almisse. Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin Kunst. "Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren. "Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære en Familie med Deres Pensel -- hidtil har De jo levet af _det_, som et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu -- nei, havde De ikke _mig_ i Ryggen, saa sultede De!" "Men Fader dog!" raabte Ragna. "Ja, jeg mener, hvad jeg siger -- men _Du_ kan jo ikke gjøre ved, at din Mand er en Pjalt!" "Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der fornærmer min Mand, fornærmer mig -- ligegyldigt, hvem det er -- og i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!" "Naa, _Du_ er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min Pige! -- Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende. Men Ragna kom ikke -- selv om hun var sulten. Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa i Hjemmet -- næsten for meget. I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske" Ornamenter -- det saae ligefrem ud af Noget. "Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen." Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe, navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget, fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. -- "Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting! -- Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"