# Absalons Brønd ## Part 14 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/absalons-br-nd-40291/index.md Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen, saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster. En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og _den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei, vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!" Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg. Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik, naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte -- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom, spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang. * * * * * Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa Gaarden. Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar. Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16. September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham paa Gaden. Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod. "Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa længe har arbeidet paa, hører De!" Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil. "Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt for nerveus og --" "_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher, Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt, Smaabladene!" "Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!" "Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!" -- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under Tidens Daarligheder!" udbrød Holst. Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud. Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede: "Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos Lykke?" "Nei!" "At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere eller mindre!" "Skal _det_ være en Lykke?" "Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet: _det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!" * * * * * Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner. Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden," mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang," trøstede han sig med. * * * * * Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor Denne. Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer; han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange. * * * * * -- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det gjorde de hver Søndag. -- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius. "Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede Poul. "Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!" "Vi skulde maaske afvæbne, hvad?" "Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!" "Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og _det_ er da altid en Tilfredsstillelse!" "Er _det_ en Tilfredsstillelse?" "Ja, det veed Gud, det er!" -- Saa kom Generalconsulen. "Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han. "Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte Julius. "Jo, det vil!" "Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en Søofficeersspire!" "Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul. "Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg er!" Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen. -- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?" "Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!" "Naa, og hvordan blev han saa modtaget?" "Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var ikke inviteret med!" "Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?". "Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --" "Faldereb?" "Ja, Honneur, da han kom ombord!" "Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet paa En?" "Ja, hvor skulde man ellers skyde?" "Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?" "Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!" "Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa for Skud!" "Hvorfor det?" "Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en Krydser herop for at vise Flaget." "Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?" "Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!" "Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!" "Hvad for Noget?" "Ja, er det ikke en Negerrepublik?" Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne vedblev: "Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke til Grin, Fader!" "Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din Broder Julius!" "Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!" "Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig -- det er Statshemmeligheder, hører Du!" Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!" -- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal. Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser. Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt stod vel til. "Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt, og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom saare beleiligt. Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa Visit hos Fru Lund. "Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset. "Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa have sjeldne Forældre!" "Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i Tide, var han endt i Forbedringshuset!" * * * * * Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken, og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde, kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags Morgen. * * * * * Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede, at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen. "I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!' Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!" Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i _den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet, efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret, kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med. "Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham har I da ogsaa mere Nytte af!" Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d. v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg. Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog med sig i Theatret -- i første Parket. * * * * * Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det store, endnu kun halvt oplyste Theater. -- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?" Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads. "Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne, "men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre, lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening. "Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo. "Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer iaften og seer Marie?" Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa han maatte tysse paa dem. -- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn havde den første Replik. "Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er hende!" Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som om han ikke kjendte dem. -- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien. "Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede Sine. "Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo. -- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige saadan Noget som Cadet eller Søofficeer. Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et ungt Mandfolk ikke var det. Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov. * * * * * -- Næste Dag var de hos Mille Buxbom. De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende, der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie. Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik. "Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?" Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede aandelige Ting sammen o. s. v. "Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske, nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! -- Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!" Omsider forlod de, til Milles store Lettelse, Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt, at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo, det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de, "men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!" Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer. Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være Tale om at fortsætte Skolen. "Hvad hun da saa havde tænkt paa?" Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og -- "Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se nu blot at finde et passende Sted!" * * * * * Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem. -- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe. Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt stemt. Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning -- havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende. Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag. Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte Jomfruen sig halv forlegen at sige: "Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!" "Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til hende? Er det fra en Auction?" "Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!" "Hvem er hun?" "Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!" "De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig gammel til _det_?" "Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?" "Nei, jeg synes sgu ikke!" "Ja, hvorfor ikke?" "Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?" "Nei, det vil de maaske ikke --" "Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!" "Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie, hvor Manden er Frimurer!" "Frimurer?" "Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun, '_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at sætte saadan et Avertissement sammen?" Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive, og omsider fik han da Lov at gaa. Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget. "Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen; dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!" Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev hentet i Kane ved Stationen. Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted. * * * * * Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne, og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i Utide." -- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!" Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat ad hende. Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig, lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke at formaa til at sætte sig i Sophaen. * * * * * -- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. -- "Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?" "Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. -- Kom saa!" Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde Taarer i Øinene. -- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!" -- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke. Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft. -- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde Marie paa Hjemturen. "Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne. "Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne. "Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger," tilføiede Sine. * * * * * Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke, viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen. Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede: "Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i alt Fald ubestrideligt =fait accompli=.