# Absalons Brønd ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/absalons-br-nd-40291/index.md Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede Vand, og havnede endelig i Tivoli. Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i det Fri, ved Siden af Sibylletemplet. Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_ irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene: "Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med, Hans!" Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede: "Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst, Panoramaopstilling!" "Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil jeg med din Tilladelse blive ved med!" "Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til! Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!" "Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave, ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!" Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende. "Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn, "hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra? Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!" "Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører Du!" Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at skaffe Ragna en Opgave. * * * * * Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være Moder. Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere. Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional". Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst. Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen. Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis," forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!" Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde: "Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!" "Ja--a, de sidste to Maaneder!" "Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!" -- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da han som Lærling første Gang stod til Rors. Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals Rum. Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om. Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland, kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport, var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson. Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre. Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden! Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To ogsaa -- nu var det Pouls Tur! Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og -- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne Bord. Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han klarede sig meget anstændigt. Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!" Marie skrantede. Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot, naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig Føde. Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra? I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad ham komme op strax. Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet! Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det. "Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg har Lov til det -- det kan De stole paa!" -- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen "Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa Kvisten. Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?" Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket efter det foreskrevne Medicament. "Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen, lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!" "Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i Compagni om den?" "Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! -- og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til den!" "Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?" "Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke -- det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_ med lille Marie?" Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun, Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede dem om det. Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment. Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden, Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden. Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det. * * * * * Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa Hovedpuden og pillede ved Teppet. -- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn, det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er." Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa Flakkebjerg end paa Vennebjerg. * * * * * -- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo altid var lidt forud. "Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme." "Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!" Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen. -- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var kommen af Vognen. "Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne. "Hvor gammel er Du?" "Tretten Aar." "Og hvad hedder Du?" spurgte Sine. "Marie." "Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!" "Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor. "Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne. "Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes de alle Tre ad. Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have. -- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige saa stor som Ballettens Foyer!" "Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset. "Som Ballettens Foyer," gjentog Marie. "Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven. -- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'." "Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?" "Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?" "Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?" "Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt. "Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen. "Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! -- for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn her paa Vennebjerg!" Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og sagde: "Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem, hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod, jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok, og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen -- jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!" "Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende: "Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden at have seet en, det er sikkert!" "Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet sluttet -- for bestandig. Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun har sendt os Barnet!" De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret, Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve, det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen. Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have. Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne". -- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget interesseret. "Det er jo en Hare, Barn!" "Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens Kjøkkenvinduer!" "Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire Ører. "Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!" "Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!" Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af Ragna, Marie af Poul. * * * * * Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes -- _der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_ til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før prøvet. "Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine svarede: "Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!" Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød: "Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!" "Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde spille 'Trilby', kan De tro!" "Kjender det ikke!" lød Koret. "Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!" "Ikke!" "Nei, ikke Een!" "Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært -- den hed Menuet, kjender Du _den_?" Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften! * * * * * -- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg -- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide, den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke taalte Nogens siddende Nærværelse. Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne. -- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen, der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme, Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst ogsaa hende. Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten; snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske Factotum. En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"