Part 11

"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle Brønd!"

"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne," siger Holst.

"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises," svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den varme Dag.

Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af den store Flagermus, =Vesperugo noctula=.

"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa En!"

-- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum, stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser, _hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har staaet Ovne -- her laa Riddersalen.

"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over Landet!"

"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.

-- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.

"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_ Gruppe blev da heldigvis reddet!"

"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den anden Side af Hovedporten."

Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.

-- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg kan høre det tordne endnu!"

"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog sig ud!"

"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne ovenover!"

Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs -- Planteverdenens Pariaer.

-- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"

"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret ud.

"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.

"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.

"_Det_ var det!"

-- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"

"Nei!"

"Jo, han skal sgu!"

-- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup, tilsyneladende ganske umotiveret.

"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til Bourgeoisiets Hæderlighed!"

"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.

"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!"

"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der trænger sig frem," siger Berner.

"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.

-- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise -- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"

"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle, hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen! Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!"

"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa festlig at se paa som en Postillon!"

* * * * *

-- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for Turen.

-- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.

"Valfart?"

"Ja, til Absalons Brønd!"

"Naa, saadan at forstaa!"

"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_, saa --"

"Hvad saa?"

"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"

Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved at naa sine foreløbige Ønskers Maal.

Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere, som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.

Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet, besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i Vandet.

Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".

Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge, og det er store Ting!"

Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest, som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot.

* * * * *

Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig, glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.

Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_ ikke ryge.

Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne, hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.

Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_ blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet.

Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af Tilhørerne.

-- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik," sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt, gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet, dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet.

Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før forefaldet i hendes Praxis.

I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.

I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog ordnet, og den store Dag oprandt.

Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele storartet.

Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen paa Skydebanen.

Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at holde Tale.

Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han, Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper, Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"

Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.

Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet "daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante -- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige: _han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!

Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med Ottetoget.

Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver, saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:

"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_ nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"

Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og sagde til Ragna:

"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_ har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_, og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med -- Levvel!"

Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:

"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"

Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:

"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med _Dig_, jeg reiser!"

-- Holst savnede Duborg umaadeligt.

Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.

-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_ faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en Blanding af Deres og min Smag!"

Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og glade var de for hinanden.

* * * * *

Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner. Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.

En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.

"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder," forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene lidt paa den!"

Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og _der_ blev den hængende.

En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han maatte endelig komme strax, blev der sagt.

Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret," fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"

Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad hun vilde.

Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet -- Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin egen Marie.

Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien, og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:

"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"

"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket. "Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"

"Aa, jeg veed ikke --"

"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om, at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa omsider Lov at gaa.

* * * * *

Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien -- _der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.

Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede, hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.

* * * * *

Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.

"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele den nyere Literatur!"

Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"

Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.

Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons Kirke med.

Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld, gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.

Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede Hovederne om efter Fru Lund.

Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter "Conservatoriet".

Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act, udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit, at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund tørrede bevæget Øinene.

Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den uforglemmelige Aften!

* * * * *

-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.

Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.

"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke Influenza!"

Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke det Forslag vandt Holsts Bifald.

"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"

Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"

Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik hen og drak en halv Flaske Vin.

Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille, daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker, og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe, mørke Kjelder, hvor Fadene laa.

Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin -- røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.

Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:

"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"

"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte, forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet, tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød -- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.

-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.

"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"

"Men Vinen!"

"Ja -- er den ikke noget sur?"